Billede beskrivelse

To lokale projekter er kommet på finansloven

22. november 2024 kl. 15.27

HURUP: Både Næssundfærgen og Byklyngen Hurup Thy får hver en halv million kroner på næste års finanslov.

Den nyhed vækker stor glæde hos formanden for Næssundfærgens Venner, Martin Hvass.

- Vi har ikke helt taget stilling til, hvad pengene skal bruges til. Vi har søgt pengene til vedligehold og bevaring af færgen. Og med et driftsunderskud på vores budget i 2025 og en værftsregning på 600.000 kroner, så er der nok at bruge pengene på, siger Martin Hvass, der nu vil lægge en plan for, hvordan pengene skal bruges sammen med den øvrige bestyrelse.

Billede beskrivelse

Byklyngen Hurup Thy på landkortet

At Næssundfærgens Venner og Byklyngen Hurup Thy er kommet på finansloven, skyldes en aktiv indsats fra de lokale MF`ere, Simon Kollerup (S) og Torsten Schack (V). Byklyngen Hurup Thy har således gennem længere tid arbejdet ihærdigt for at sætte Sydthy på landkortet, og det er sket i et tæt samarbejde mellem formanden Michael Thinggaard Madsen og Simon Kollerup.

Det fremgår af et opslag på Simon Kolerups facebookside. Her skriver han:

”Byklyngen Hurup Thy har arbejdet ihærdigt på at sætte Sydthy på landkortet, Michael Thinggaard Madsen og Simon Kollerup har gennem de seneste måneder arbejdet målrettet på, om der kunne findes støtte til arbejdsgruppens videre arbejde. Derfor er det rigtigt dejligt i dag at kunne fortælle, at det er lykkedes”.

Der er i 2025 afsat en halv million kroner til Næssundfærgen og Byklyngen Hurup Thy fra en såkaldt lokalpulje.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste