Tilskud på 300.000 skaber nye muligheder for Næssundfærgen
NÆSSUND: Efter flere forgæves ansøgninger til Thisted Kommune om tilskud, er det denne gang lykkedes for Næssundfærges Venner at slå hul på bylden.
I næste uge vedtager Thisted Kommune at støtte færgen med 150.000 kroner i både 2026 og 2027 Så foreningen Næssundfærgens venner kan se frem til 300.000 kroner samlet til støtte af færgens aktiviteter de kommende år.
Foreningen har forgæves i flere år søgt Thisted Kommunes om støtte – senest en støtte stilet til kommunens kulturudvalg på 500.000 kroner, der svarer til det tilskud, som Morsø Kommune giver færgen i årlig støtte. Den ansøgning blev afslået fra Thisted Kommune denne sommer.
Derfor vækker det nu stor jubel, at Thisted Kommune giver tilskuddet på 300.000 fordelt over to år, som en del af budgetforliget for 2026 Thisted Kommunalbestyrelse vil vedtage på sit møde tirsdag 7. oktober.
- Vi er så glade. Begge mine forgængere har forgæves prøvet at overbevise lokalpolitikerne i Thisted om, at færgen også er et aktiv for Thy, som er værd at støtte, så derfor er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes for os, siger formanden for Næssundfærgens Venner, Jens Bech-Mogensen.
For det har ikke været nemt, påpeger han, og sender en venlig tanke til de politikere, der har været med til at vende stemningen i kommunalbestyrelsen.
I de kommende år vil Færgens Venner satse på at gøre færgen til et omdrejningspunkt for mange lokale aktiviteter. Et eksempel er, at foreningen senest har forlænget Næssundfærgens sejlsæson til og med efterårsferien af hensyn til de mange, som benytter færgen - som en genvejsfærge - til det nye museum i Doverodde, SMK THY.
Tilskuddet fra Thisted Kommune skal nu bruges på at skabe nye fælles, kulturelle aktiviteter.
- Nu vil vi prioritere vores mange ønsker, så vi får mest mulig gavn af pengene. Blandt andet har vi planer om at arrangere temamøder og -sejladser, etablere en af en udstilling, indkøb af en udstillingsvogn samt opbygning af netværk mellem institutioner og foreninger i lokalområdet, siger han.
Næssundfærgens Venner har i sommerens løb fået tilskud fra flere fonde. De fleste af pengene er øremærket til at forbedre arbejdsforholdene for de knap 50 frivillige. Det drejer sig om 35.000 kr. fra Nordeafonden, 5.000 kr. fra Sol og Strand, 27.500 kr. fra Melsen-fonden, gratis transportunder Kulturmødet fra Hedegaard Turist og 25.000 kr. fra Landdistriktsfonden.