Thy slipper for paraffinklumperne: Nu er der gjort status efter massiv indsats
HANSTHOLM: I begyndelsen af december blev en af årets mest omfattende strandforureninger spottet, da store og små klumper af paraffin drev i land på kyststrækningen fra Lyngby i syd til Hanstholm i nord.
Klumperne – nogle på størrelse med blomkål – blev hurtigt meldt ind af både privatpersoner og strandfogeder.
Thisted Kommunes Natur- og Miljøafdeling rykkede ud, og det stod hurtigt klart, at en større oprydningsoperation var nødvendig.
Torsdag morgen rullede kommunens mandskab, traktorer, gummiged og en indlejet Surf Rake – en specialmaskine til strandrensning – ind på stranden ved Hanstholm og arbejdede sig systematisk sydpå.
Oprydningen fortsatte til sent fredag aften, og lørdag formiddag blev de sidste klumper samlet op manuelt i områder, hvor maskinerne ikke kunne komme frem.
Oprydningen skulle være afsluttet før det kraftige blæsevejr mandag. Efterfølgende var Tanja Bilde Binderup igen i kontakt med strandfogeder for at høre, om der var kommet yderligere parafin ind med blæsevejret. Det var der ikke.
– Vi har nu samlet cirka 50–60 tons materiale fra stranden. En stor del er sand, men vi vurderer, at omkring 20 procent er paraffin. Det skal nu analyseres nærmere, før vi afgør, hvordan det skal bortskaffes – sandsynligvis deponi, fortæller Tanja Bilde Binderup, sektionsleder ved Landbrug og Natur i Thisted Kommune.
Materialet opbevares forsvarligt, indtil analyserne er færdige. Sektionslederen understreger, at hurtig melding fra borgere og strandfogeder gjorde en stor forskel:
– Vi har jo ingen mulighed for at overvåge de mange kilometer strand i Thy. Her er vi helt afhængige af hjælp fra de mange , der bruger stranden. I dette tilfælde har samarbejdet været virkelig godt, og derfor kunne vi reagere hurtigt.
Hun sender en særlig tak:
– Stor tak til strandfogeder og opmærksomme borgere, som allerede i dag hjælper med at holde stranden ren – ikke mindst gennem vores strandkasser, hvor folk kan aflevere opsamlet affald. Det bliver til mange tons skrald hvert år, og denne indsats er uvurderlig.
Med den omfattende oprydning nu afsluttet, er Thys strande igen klar til vinterens gæster – rene, trygge og uden paraffinklumper.