Billede beskrivelse

Thy Cykle Ring vinder sejre på stribe og skriver historie

29. juni 2025 kl. 11.03

THY: Thy Cykle Ring er en af landets mindre cykelklubber. Alligevel formår klubben i Thy at skabe talenter og verdensstjerner.

Klubbens 25 ryttere tager nu på sommerferie - halvvejs i en sæson, der allerede er historie.

Ikke færre end 17 sejre har klubbens ryttere hevet hjem indtil nu. Det er aldrig tilnærmelsesvis set før i klubbens snart 66-årige historie, skriver cykelklubben i en omtale. 

Det er især klubbens nye store talent U-15 rytter, Benjamin Hede Vesterbæk fra Thisted, der står for mange af de flotte resultater.

14 år gamle Benjamin Hede Vesterbæk har allerede stået øverst på præmiepodiet otte gange i år.
Han vandt senest begge cykelløb i weekenden.

Først med en klar spurtsejr ved landevejsløbet ved Skive. Og dagen efter ved enkeltstartsløbet i Esbjerg imponerende thyboen med at smadre al modstand med over to minutter til nærmeste konkurrent efter 15 km's kamp mod uret.

Men andre ryttere i klubben har også storform.

Billede beskrivelse

Thys nye dameryttere i A-klassen, Julie Marckmann Sørensen fra Aalborg, har sejret i tre løb og blev dansk mester i e-cykling. Jakob Kort bæk har vundet to løb i C-klassen.

Det er blevet til tre sejre for Andreas Kollerup, Hanstholm, i Master C-klassen, og Karsten Mikkelsen, Hanstholm, har vundet et løb Master-A-klassen. Derudover er det også blevet til en stribe anden og tredjepladser pladser til Thy-rytterne.

Billede beskrivelse



- Det er en helt vild sæson, vi har haft indtil nu. Jeg har været i klubarbejdet siden 1998, og flere år helt uden sejre. Faktisk var en sejr for en af klubbens ryttere noget, man fejrede. Nu blæser Thys ryttere igennem og viser klub og sponsorer fra øverste plads på podiet. Det gør en formand stolt, lyder det fra Ole Iversen.

Hvorfor det går så godt for Thy Cykle Ring, har klubbens træner et godt bud på.

- Vi har fået en flok ungdomsryttere der er rigtig glade for at cykle og træne. Og som nyder af være sammen.
Samtidigt træner vi på en helt ny måde. Noget der minder om professionel målrettet og struktureret træning, der er lagt an på, at rytterne først og fremmest skal have det sjovt. De skal slet ikke træne som voksne - men derimod som børn - bare på en smartere måde, der minder om proff-træning. Det har samlet givet vores ungdomsryttere et kæmpe løft, lyder det fra Jakob Kortbæk, træningsansvarlig i Thy Cykle Ring.

Næste begivenheder for Thys ryttere er DM i Aalborg i weekenden. Her deltager Thys to A-ryttere: Sebastian Røge Hamer og Julie Marckmann Sørensen i enkeltstart og i linieløb, hvor også Thys U17-rytter Sander Stampe Madsen skal køre med i den stærke U-19 klasse.

For ungdomsrytterne er næste store mål Campione Holstebro Tours 31. juli - et nyt stort etapeløb for børn og unge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste