Thisted-fotograf modtager nystiftet pris
THISTED: Fotograf og fortæller Klaus Madsen er som den første blevet hædret med den nystiftede Bornerup-Pris.
Prisen, der uddeles af Grethe & Jørgen P. Bornerups Fond, er en anerkendelse af hans mangeårige arbejde med at fortælle historier om Thy og thyboerne, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Prisen, der beløber sig til 25.000 kroner, blev overrakt af fondens formand, Niels Henrik Bornerup, under den årlige legatuddeling på Hotel Thisted lørdag den 14. december.
Motiveringen for hæderen blev fremlagt af Hans Peter Kragh, medlem af fondens legatudvalg.
Bornerup-Prisen har til formål at anerkende personer, der går nye veje og gør en positiv forskel for deres omgivelser og lokalsamfundet.
Især vægtes indsats inden for det kulturelle, kirkelige og sociale område, hvor utraditionelle tilgange skaber værdifulde perspektiver.
Ægteparret Grethe og Jørgen P. Bornerup havde i deres liv en særlig interesse i at påskønne lokalt engagement, især når det handlede om frivilligt arbejde og tiltag, der kunne gavne almindelige mennesker i Thy.
- Vi er alle almindelige mennesker, og alle har en historie, der sommetider kan være ualmindelig og altid værd at høre,” sagde Hans Peter Kragh ved overrækkelsen.
- Klaus Madsen har gjort en særlig indsats for at fortælle om mennesker i Thy. Hans første bog fra 2004, Mennesker og Thy, sætter netop fokus på det lokale liv.
Klaus Madsens fotografier og fortællinger giver et unikt indblik i de portrætteredes liv og personlighed. Selv har han udtrykt:
- Spørger jeg med et bestemt svar som mål, får jeg ikke nogen fortælling. Lytter jeg kun i én retning, bliver jeg ikke klogere. Billederne og deres historier er blevet mine og en del af mit udtryk. Billeder, historier, jeg gerne vil give videre.
Hans Peter Kragh fremhævede, at denne filosofi er kernen i Klaus Madsens arbejde:
- Hans tilgang, båret af oprigtig interesse for mennesker og for Thy, viser en søgende, spørgende og lyttende kunstner. Det er præcis derfor, han fortjener at være den første modtager af Bornerup-Prisen.
Prisen uddeles ikke nødvendigvis hvert år, men Klaus Madsen har med sin indsats sat standarden for fremtidige modtagere.