Billede beskrivelse

Teutonersalen summede: 475 dygtige skoleelever dystede i naturfag

31. januar 2026 kl. 14.00

THISTED: Byg et tårn, der kan bære vægt. 

Lav en model af myrer. 

Konstruér din egen lampe eller ventilator. 

Billede beskrivelse

Det var nogle af de udfordringer, 475 elever fra 19 5. og 6. klasser i Thisted Kommune blev stillet overfor, da der for nylig var Naturfagsmaraton i den store Teutonersal på Thisted Gymnasium.

Her summede salen af initiativlyst, kreativitet og koncentreret aktivitet, da elever fra skoler i hele Thy gik i gang med opgaverne, der krævede både hænder, hoveder og samarbejde.

Billede beskrivelse

Naturfagsmaraton er bygget op om opgaver, der tager udgangspunkt i problemstillinger fra elevernes egen hverdag – og i udfordringer, som også findes i det virkelige arbejdsliv.

I år arbejdede eleverne blandt andet med: COWI-opgaven, hvor de skulle undersøge, hvad der gør en kube stærk og stabil – og omsætte den viden til at bygge et udsigtstårn.

Danfoss-opgaven, hvor fokus var på indeklima i klasselokalet, og hvor eleverne skulle designe og bygge en ventilator.

Billede beskrivelse

Resultaterne var vidt forskellige – nogle tårne blev imponerende høje, andre knap så stabile.

Men netop det var en del af pointen.

Alle opgaver blev bedømt af elever fra Thisted Gymnasium, og det var tydeligt, at engagementet var højt i de små arbejdsgrupper.

Billede beskrivelse

- Børnene bliver helt naturligt grebet af udfordringerne. De arbejder med hænderne, men også med hovedet og fantasien. Og uanset om tårnet braser sammen eller holder, så lærer eleverne enormt meget undervejs, fortæller Daniel Schrøder og Malthe Lau Hansen, der var blandt de unge hjælpere i blå trøjer.

De er en del af arrangørteamet fra Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, som står bag udviklingen af opgaverne.

Billede beskrivelse

Formålet med Naturfagsmaraton er ikke kun at finde det “rigtige” svar, men at lære eleverne vigtige kompetencer: samarbejde, kreativ tænkning, vedholdenhed og planlægning.

Eleverne opfordres til at prøve sig frem, fejle, justere og forbedre deres løsninger – og til at forstå, at der ofte findes mere end én god løsning på en udfordring.

Billede beskrivelse

Naturfagsmaraton er støttet af en række fonde, der arbejder for at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi.

Én ting var i hvert fald tydelig i Teutonersalen denne dag:

Naturfag kan både larme, begejstre og få unge hjerner til at gløde.

Følgende skoler deltog i årets Naturfagsmaraton:

  • Boddum-Udby Friskole
  • Hannæs-Østerild Skole
  • Hanstholm Skole
  • Hurup Skole
  • Nors Skole 
  • Østre Skole
  • Rolighedsskolen
  • Sennels Skole
  • Snedsted Skole
  • Tingstrup Skole
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste