Stort beløb er fundet - men Tommy opfordrer til, at man støtter nu
FRØSTRUP: Skal Thy Natur og Eventcenter på Bjerget ved Frøstrup overleve på sigt som et levende kultur- og eventcenter og et stort aktiv for lokalområdet, så har centret brug for økonomisk støtte - nu.
Indehaver Tommy Jensen har på vegne af centret opstartet en netværkskampagne for at samle støttebidrag. Kampagnen går ifølge Tommy Jensen godt - interessen er der.
- På de første to uger er der givet tilsagn om støttebeløb for 330.000 kroner pr. 17. februar. Målet er 1,5 millioner kroner.
- Det er vores mål, fortalte Tommy Jensen, da han 3. februar holdt informationsmøde - hvor omkring 60 interesserede mødte frem.
- Det er først og fremmest afgørende for, at Thy Event og Naturcenter kan overleve på sigt, at vi får bygget toiletter og bad på alle værelser. Får vi det, så vil overnattende gæster strømme helt anderledes til området end i dag, og vi ville få en sund og overskudsgivende økonomi. Inge og jeg har brugt alle vores penge på at holde centret kørende. Nu har vi brug for økonomisk hjælp, og det glæder os, at der er stor interesse for at være med til denne kampagne. Mange har allerede støttet os. Men vi ved også, at mange venter.
- Jeg vil gerne opfordre dem, der er interesserede, til at melde sig nu. Også selv om det kun er mindre beløb. Alle bidrag er lige gode. Derudover har jeg dialog med andre, der har vist interesse for at støtte med større beløb. Alle taler om det i vores område. Vi får konstant opmuntringer og gode kommentarer. Folk kan se at det er en god ide - det vi gør, og at det er nødvendig for centret og lokalområdet, siger Tommy Jensen.
Han mener, at man selv må tage initiativ til udvikling i et lille samfund som deres.
- Der kommer ikke bare en med en masse penge, lyder det fra Tommy Jensen.
Han tror på, at lokalsamfundet vil hjælpe Thy Natur og Eventcenter i mål.
- Ellers havde jeg aldrig rakt ud efter hjælp, hvis ikke jeg selv troede på det, siger han.
Man skal i første omgang give et tilsagn - der skal ikke betales noget, før projektet er i mål.
- Kommer vi ikke i mål, skal der heller ikke betales noget ind, lyder det fra Tommy Jensen.
Kampagnen kan også findes via Facebook - Thy Event og Natur.
Når målet er nået, venter der en forrentning på 3,5 procent til alle bidragsydere.