Stor opbakning til den nye hesteforening – 42 deltog i stiftende generalforsamling
THISTED: Der blev skrevet lokalhistorie søndag den 1. juni 2025, hvor Limfjordens Hestecenter afholdt sin stiftende generalforsamling.
Arrangementet tiltrak hele 42 engagerede borgere og hesteinteresserede, som alle mødte op for at støtte det nye initiativ, der har til formål at samle og styrke ridesporten og hesteaktiviteterne i Limfjordsområdet.
Generalforsamlingen blev afholdt i Sparekassen Thy Arena Mors og markerede den officielle start på etableringen af Limfjordens Hestecenter – et projekt, der har været under udvikling i længere tid.
Dagen bød på en præsentation af foreningens vision, mission, planer og formål – herunder det kommende rideakademi, som har til hensigt at tiltrække flere unge til Mors for at tage en hesteorienteret uddannelse.
Kombinationen af aktiviteter og ambitioner gør projektet til noget ganske særligt. Foreningen håber at blive et samlingspunkt for børn, unge og voksne med interesse for heste.
Der blev på mødet valgt en bestyrelse, som fremover skal stå i spidsen for at realisere centret:
Bestyrelse:
Martin Kjær Pedersen (forperson)
Monika Pinnerup
Malene Birkkjær
Rikke Blaabjerg Markussen
Anja Andersen
Emma Kristiansen
Tina Roesen
Suppleanter:
Nina Schelle Larsen
Chalotte Holm Poulsen
Alle medlemmer af bestyrelsen bidrager med forskellige kompetencer og erfaringer.
Forpersonen udtaler:
- Vi er overvældede over den store opbakning, og det viser, at der virkelig er behov og lyst til et nytænkende hestecenter i området. Det er meget opløftende at se så stor interesse og støtte. Nu glæder vi os til at komme i gang med arbejdet og ser frem til at udvikle Limfjordens Hestecenter i fællesskab.
Næste skridt bliver at sikre finansiering og indgå samarbejder med lokale aktører. Limfjordens Hestecenter skal ikke blot være et traditionelt ridecenter, men også tilbyde undervisning, stævner, terapi og oplevelser for hele familien.
Der arbejdes samtidig på at etablere partnerskaber med skoler, institutioner og det lokale erhvervsliv. Foreningens formål er at skabe et hestecenter, hvor sociale fællesskaber og hestenes trivsel er i centrum. Dørene er åbne for alle, der ønsker at blive en del af det nye fællesskab.
Et informationsmøde for interesserede medlemmer samt nuværende elever og forældre på Dueholmgaard vil blive indkaldt snarest.