Stærk holdindsats sikrer fremgang for turismen i Morsø Kommune
MORSØ: 2024 blev et år med markant vækst for turismen i Morsø Kommune.
En ny analyse viser, at antallet af overnatninger på øen steg med 8,3 procent sidste år, mens væksten på landsplan lå på cirka 2 procent.
Også landets minister for byer og landdistrikter fremhæver den positive udvikling på Mors, skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.
Turismen i vækst
Nye tal fra VisitDenmark viser, at turismen i Morsø Kommune oplevede en betydelig fremgang i 2024. Sammenlignet med 2023 steg antallet af overnatninger med 8,3 procent, hvilket vidner om en stærk udvikling i området. Den positive udvikling skaber vækst, arbejdspladser og nye muligheder for lokalområdet.
Fremgangen mødes med stor tilfredshed hos borgmester Hans Ejner Bertelsen:
- Det er en fornøjelse at se turismen i Morsø Kommune vokse. Den øgede interesse viser, at kombinationen af vores naturskønne omgivelser, unikke oplevelser og stærke lokale indsats bærer frugt. Det gavner hele samfundet, og mange fortjener et skulderklap for det flotte resultat, siger borgmesteren.
Også hos Destination Limfjorden, en af kommunens væsentlige samarbejdspartnere på turismeområdet, vækker de nye tal begejstring.
– Det er fantastisk og skyldes blandt andet investeringer fra turistaktørerne, kommunens erhvervsvenlighed og den flotte titel som danmarksmestre i rammevilkår for turismen sidste år. Det skaber vækst og viser, at vi opnår resultater, når vi står sammen, fortæller Rasmus Friis Sørensen, direktør i Destination Limfjorden.