Spillemændene indtager Thy
BEDSTED: Thy Folkemusik inviterer lørdag 6. september 2025 til en dag med masser af Thy-musik i Villerslev Forsamlingshus.
Spillemænd fra nær og fjern kan fra kl. 14 arbejde med masser af Thy-musik. Driller de små sorte, går der knude på den trekantede sløjfe, vil du gerne tage kegler med en kvadrilledans eller spille fandango, så er der rig lejlighed til at afprøve dine færdigheder, inden du er med til at spille op til dans om aftenen.
Dansen starter kl. 19, men inden da er der kl. 18.00 spisning, hvor både spillemænd og deltagere i ballet kan deltage. Hvis der er behov for indkvartering, kan Thy Folkemusik også være behjælpelig.
Dagens program afvikles under kyndig vejledning af Kim Bernt (harmonika) og Carsten Sørensen (violin).
Der er således lagt op til en fornøjelig dag, hvor der bliver rig mulighed for både at spille, høre og danse til Thys unikke spillemandsmusik.