Sparekassen Thy Løbet sker for 25. gang i Hanstholm - og får støtte fra den lokale Spar-købmand
HANSTHOLM: Når Thy Cykle Ring i påsken 2026 ruller årets udgave af cykelløbet Sparekassen Thy Løbet ud, er der tale om en dobbelt festlighed.
Ikke alene er løbet vokset til et af Danmarks største cykelløb med næsten 1000 deltagere – det fejrer også 25-års jubilæum i Hanstholm.
Og den markering får en håndsrækning fra den lokale SPAR-købmand.
- Det vil SPAR gerne støtte med 25.000 kroner fra KFI – Købmændenes Fond.
For løbet er en god aktivitet for Hanstholm, som giver byen, havnen og Thy omtale, og viser vores smukke område frem på fineste vis.
- Vi vil gerne bidrage til, at løbet fortsætter med at have base i Hanstholm, og at det kan udvikle sig, siger købmand Solveig Madsen, der snart selv runder 20 år på havnen den 1. oktober.
I jubilæumsåret byder cykelløbet på noget helt nyt. Hele løbet bliver dækket med flere droner og kameraer ude på ruten og billederne bliver vist på storskærm i målområdet.
Samtidig kan cykelløbet følges på mobil og computer uanset hvor man opholder sig.
Produktionen laves i samarbejde med det lokale mediefirma StreamFactory.
- Det bliver en fantastisk mulighed for både publikum og tilskuere hjemme i stuerne til at opleve Hanstholm, havnen og omgivelserne fra nye vinkler, siger Solveig Madsen.
KFI er Spars fond, som støtter lokale initiativer, der er med til at holde liv i lokalsamfundene.
Tidligere har KFI og SPAR Hanstholm blandt andet støttet: Lions Club Hanstholm med julekurve til ældre på Fyrglimt og til pensionister, Værestedet i Hanstholm, Hanstholm Surfklub og Hanstholm Skoles store julearrangement.
- Vi opfordrer andre gode formål til at kontakte os og søge støtte fra KFI, siger Solveig Madsen.
Med støtten i ryggen og et stort jubilæum forude er der lagt op til, at Sparekassen Thy Løbet 2026, som er en del af den nordjyske tre-dages cup "3 Dage i Nord", bliver en af de helt store folkefester i Hanstholm.