Slut med Bondebal: “Et kæmpe slag i ansigtet”
HANNÆS: En 30-årig tradition på Hannæs står til at lukke, efter Thisted Kommune har ændret reglerne for ungdomsfester med alkohol.
Det betyder reelt farvel til den populære Bondebal i Vesløs, der siden starten har tiltrukket mellem 200 og 400 unge fra hele Nordjylland, hvor unge fra 8. klasse og op kunne medtage alkohol efter bestemte regler.
- Det her er et kæmpe slag i ansigtet på os som forening, siger formand Jens Højbak fra Bondebal 2020-foreningen.
Bondebal er blevet afholdt som en klassisk ungdomsfest, hvor 40 frivillige voksne – de fleste forældre – har sørget for trygge rammer og klare regler for alkohol.
- Forældrene har kunnet stole på, at de regler, der er sat for deres børn, blev overholdt. Det har fungeret upåklageligt i 30 år, siger kasserer Conny Pedersen.
Hun peger på, at foreningen ser arbejdet som et stort socialt arbejde for de unge på Hannæs, Thy
Kommunens nye linje betyder, at arrangementer i en hal som Hannæs Hallen med unge under 18 år ikke må være med alkohol.
- Vi kan godt lave en alkoholfri fest. Men så kommer der 30-50 unge i stedet for 200-400. Så kan vi ikke skabe det setup med DJ, lys og lyd, som de unge er vilde med. Det kan ganske enkelt ikke løbe rundt, siger Jens Højbak.
Ifølge foreningen vil konsekvensen være, at de unge blot finder andre steder at feste.
- Tror vi virkelig, at de unge stopper med at feste? Nej, de rykker ud på parkeringspladser, kældre eller legepladser – uden voksne omkring dem. Det kan da ikke være det, vi ønsker at tilbyde vores unge, siger Conny Pedersen.
Bestyrelsen udtrykker frustration over, at dialogen med kommunen er forsvundet.
- Vi hørte intet, før halbestyreren orienterede os. Det er vi målløse over. Vi synes godt vi kunne have kontaktet før beslutningen, siger Jens Højbak.
Nu håber foreningen, at kommunens politikere vil genoverveje beslutningen.
- Vi har stadig et håb om, at nogen vil tage sagen op. Der er jo kommunalvalg lige om hjørnet. For det her handler ikke kun om Bondebal, men om alle de ungdomsfester i idrætsforeninger og efterskoler, der også rammes af de nye regler, siger bestyrelsen.
Baggrunden for hele problemet er, at i kommunens netop vedtagne nye haltilskudsmodel, står i betingelserne for at opnå støtte til de selvejende haller, at lokalerne ikke må udbydes til arrangementer, hvor unge under 18 år drikker alkohol.
Den nye haltilskudsmodel gælder fra 1. januar 2026.
De sidste to bondeballer i Hannæs hallen kan blive 31. oktober og 29. december.