Skærmtid: Er du klar til tjekke ind på “The White Lotus”? Hypede serie er tilbage med tredje sæson
Er du kommet godt fra start med dit streamingår anno 2025?
Alt fra Cameron Diaz’ comeback “Back in Action”, ny actionbasker med Jude Law, SoMe-serien “Apple Cider Vinegar”, den syrede “Severance” og meget andet har allerede domineret top 10-listerne på de mange forskellige streamingtjenester.
I denne uge guider jeg til tre serier, som du kan streame i februar. Endda 3x3 hitserier, der alle tre vender tilbage med en tredje sæson i samme måned. Det er nærmest poetisk, ikke?
Så find popcorn frem og tjek disse tre anbefalinger af tre serier med tre nye sæsoner!
The White Lotus - Sæson 3
Er du endnu ikke begyndt på “The White Lotus”? Hvad venter du på?! Du kan endda starte ved sæson tre uden problemer, da serien er en antologi-fortælling, hvilket betyder at hver sæson er en ny historie med nye karakterer.
Fælles for dem alle er det titulære luksushotel The White Lotus, hvor gæster tjekker ind til stor glæde - og fortrydelse!
“The White Lotus” er på kort tid blevet et fænomen i en tid, hvor vi lapper eat-the-rich-fortællinger i os. Serien udstiller med fornem satire og mørk humor overklassens egocentrisme og rådne moral.
Sæson 1 og 2 foregik i henholdsvis Hawaii og Italien, og nu er turen kommet til excentriske Thailand. Et væld af skæve karakterer tjekker atter ind på hotellet, når verdenssyn, kulturer og eksplosive situationer forstyrrer freden.
“The White Lotus” kan ses på Max, hvor den 3. sæson kan ses ugentligt hver mandag frem til d. 7 april.
Invincible - Sæson 3
Jeg har efterhånden anbefalet den animerede superhelteserie “Invincible” et par gange gennem min levetid her på ‘Skærmtid’. Uden nogen form for forbehold kommer jeg også til at gøre det igen. Faktisk lige nu.
Sæson tre er nemlig landet. Det vil være synd og sige med et brag, for det er som om hypen omkring den ultravoldelige superheltefortælling - der på ingen måde er tegnefilm for børn - er forsvundet. Men dét er der altså ikke nogen grund til her på tredje sæson.
Omni-Man er blevet fanget af de dødsensfarlige Viltrumites og superhelten, og sønnen, Invincible, kæmper stadig med konsekvenserne af sin fars forræderi mod menneskeheden.
Udover at skulle redde galaksen fra alverdens superskurke, så skal Invincible, med det borgerlige navn Mark, også jonglere familieliv, romancen med Atom Eve, skole og alle problemerne, der følger med livet som superhelt. Hvis du ikke er kommet om bord, så bedre sent end aldrig.
“Invincible” kan streames på Prime Video, hvor den 3. sæson kan ses ugentligt hver torsdag frem til d. 13 marts.
Reacher - Sæson 3
Hvis du er et simpelt menneske ligesom mig, så kan “Reacher” med garanti levere weekendens underholdning. Actionserien er nemlig serieverdens svar på en stor fed, fedtet cheeseburger med ekstra fritter til!
Med dét mener jeg letfordøjelig underholdning, der hurtigt glider ned, gør dig sulten efter mere - men heller ikke anbefales som din eneste kost.
I filmudgaverne blev den legendariske actionhelt Jack Reacher spillet af Tom Cruise, men den notorisk lave skuespiller har givet serien videre til kæmpebrødet Alan Ritchson, der bedre matcher supersoldaten fra bogforlægget.
I tredje sæson er alt som dét plejer for Reacher. Han skal - sammen med sit sidekick Frances (spillet af danske Maria Sten) - infiltrere en kriminel organisation, redde menneskeliv og uddele tæsk, når mørke hemmeligheder kommer frem i lyset. Forvent knogleknusende action og tørre one-liners.
“Reacher” kan streames på Prime Video, hvor den 3. sæson kan ses ugentligt hver torsdag frem til d. 27 marts.