Billede beskrivelse

Sidste dag på tanken - Susanne giver stafetten videre

28. januar 2025 kl. 17.02

NYKØBING: Tiderne er ikke længere til at drive en rentabel kiosk.

Det har MTH Biler Toyota Nykøbing måtte sande, så selv om det har været med tungt hjerte, var beslutningen nødvendig.

Søndag havde Susanne Gramstrup sidste arbejdsdag i kiosken på ”tanken” på Fruevej.

- Når der ingen avance er længere, så kan jeg godt forstå, at man bliver nødt til at lukke kiosken. Men, det er da en smule vemodigt at sige farvel efter 14 år. Jeg kommer helt sikkert til at savne alle mine dejlige kunder, men også mine kolleger, siger Susanne.

Ud over at være daglig leder i kiosken, har hun også været vicevært for tanken, hvor hun har hjulpet kunder med alt fra at køre bilen ind og ud af vaskehallen, tage antenner af, hjælpe med at tanke brændstof fra F24 standerne og holde rent og pænt i den dobbelte pusleplads.

- Vi har altid haft den service at betjene de kunder, som har haft svært ved selvbetjening. Det kan være den ældre fru Jensen, der har mistet sin mand og nu selv skal stå for at tanke bilen og ikke helt kan hitte ud af informationerne på skærmen og indtaste pinkode, siger Susanne.

Billede beskrivelse

Til sin alsidige arbejdsdag har også hørt udlevering af bilnøgler efter lukketid hos MTH Biler og alle ekspeditionerne i kiosken, hvor kunderne har handlet alt fra cigaretter, over aviser og ugeblade, til drikkevarer og pølser.

- Jeg er gået glad på arbejde hver eneste dag, for jeg har altid haft en afvekslende arbejdsdag med mange søde kunder. Og mange af dem har været stamkunder, som man har lært at kende, så man nærmest føler, der er tale om familie. Vi har snakket med hinanden om vejr og vind og alle hverdagens små og store begivenheder, siger Susanne.

Den gode service fortsætter

Hun har også lovet, og taget MTH Biler i ed på det, at den gode service omkring tankning, vaskehal og pusleplads vil forsætte efter, hun nu selv siger farvel for at fortsætte sin karriere hos Morsø Kommune, hvor hun tiltræder en stilling i receptionen 1. marts.

- Ja, selvfølgelig vil Susannes kendte service fortsætte. Nu skal kunderne blot henvende sig i ekspeditionen hos MTH Biler, så vil vi gøre alt for at servicere dem på bedste måde. Som hidtil vil vaskehal, tankanlæg og pusleplads være åbent fra 7-22, og vi har netop indgået en ny 10-årig aftale med F24. Desuden fortsætter vores pakkeboks fra PostNord også uændret, siger afdelingsleder og medindehaver, Jacob Clausen Schyum.

Billede beskrivelse

For at servicere de kunder, som henter bilnøgler efter lukketid, arbejder MTH Biler på en løsning med en nøgleboks, og den kommende tid vil F24-området gennemgå en renovering.

Selve kioskarealet arbejdes der også på at finde anvendelse for. Konkrete planer har MTH Biler endnu ikke, men det må gerne blive en løsning, der skaber trafik og aktivitet i ”vores ende af byen”, lyder det fra Jacob Clausen Schyum.

I øvrigt vil man også fortsat kunne få en kop kaffe at nyde, mens man vasker sin bil. Puslepladsen bliver nemlig opgraderet med en kaffeautomat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste