Billede beskrivelse

Sidste chance for en badetur med livreddere

16. august 2025 kl. 09.42

LIVREDDER: Skoleferien er forbi, og mange er tilbage på arbejde. Alligevel er TrygFondens kystlivreddere fortsat til stede på udvalgte strande frem til onsdag den 20. august. Den kommende uge ser ud til at byde på varmt og solrigt vejr, og livredderne håber, at mange vil benytte lejligheden til at tage en sidste dukkert under opsyn.

Børnehaver, skoleklasser og fritidsklubber er meget velkomne til at besøge strandene, hvor livredderne gerne fortæller om baderådene og giver gode råd til en tryg badetur. For dem, der drømmer om at blive en del af livredderholdet i fremtiden, er der også mulighed for at høre mere om arbejdet.

- Det ser ud til, at vi får en lun afslutning på badesæsonen, og forhåbentlig vil mange benytte muligheden for et par sidste ture i vandet. I løbet af sæsonen har vi mødt mange strandgæster, og vi håber, at det har gjort flere opmærksomme på, hvordan man passer på sig selv og andre i vandet, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Billede beskrivelse

Besøg livreddertårnet med klassen

Daginstitutioner og skoleklasser, der planlægger en strandtur inden den 20. august, kan få en guidet introduktion til livreddernes arbejde. 

Børnene kan se livreddertårnet, høre om sikkerhed ved stranden og få nyttig viden med hjem. Unge, der overvejer at blive livreddere, kan desuden få information om optagelse på næste sommers hold.

Kystlivredderne er på strandene frem til 20. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste