Se videoen: Medarbejderne fik en uventet oplevelse med Kongeparret
THISTED: Kronebilen standsede pludselig midt på vejen ved J. Hundahl foran begejstrede medarbejdere.
Der var et lille uventet højdepunkt på Kongeparrets tur fra Hanstholm til Thisted tirsdag formiddag.
Maskinvirksomheden J. Hundahl A/S ligger direkte på ruten ind til Thisted, og medarbejderne havde taget opstilling udenfor for at få et glimt af kongeparret.
Og det fik de – endda tættere på, end de havde regnet med.
Pludselig bremsede kronebilen op lige ud for virksomheden. Ud sprang den hvidklædte chauffør og en hjælper og skyndte sig til fronten af bilen.
Her skulle Dannebrogsflagene på bilens forende nemlig sættes på plads - så de kunne blafre på vejen ind til Thisted by og den ventende karettur gennem Thys hovedstad.
Om flagene var glemt ved afgangen fra Hanstholm – eller først skulle monteres ved ankomsten til Thisted – står hen i det uvisse. Men kontorpersonalet hos J. Hundahl fik en ekstra kongelig oplevelse, da de stod ganske få meter fra den royale kortege.