Sang og rytme styrker fællesskabet i indskolingen på Tingstrup Skole
THISTED: I 2.a på Tingstrup Skole lyder sang og latter dagligt fra klasseværelset. Eleverne danser og synger i fællesskab, og det er blevet en fast og kærkommen del af skoledagen.
Otte lærere og pædagoger fra skolens indskoling har i foråret deltaget i et forløb med sangkonsulent Karin Kudsk. Her har de lært at bruge sang og rytme som et legende og inkluderende redskab i undervisningen – selv uden musikfaglig baggrund.
Midt i klasselokalet står 17 børn i en rundkreds og følger ivrigt med i bevægelserne til den rytmiske sang:
- Den venstre fod er mægtig god. Den hopper og danser i strømper og sko. Men hvad med den højre, den højre? Den højre danser hopsa sa.
Et kvarters sang og bevægelse giver både energi og ro i en travl skoledag med dansk og matematik.
Karin Kudsk understreger, at et konstant flow i sangsessionerne er centralt:
– Flowet skaber sangglæde og fællesskab, som hurtigt kan forstyrres, hvis der opstår for mange afbrydelser, forklarer hun.
Forløbet har strakt sig over otte torsdage, hvor deltagerne har afprøvet konceptet ”Sang i Indskolingen”. Undervejs har Karin Kudsk introduceret otte sange, der er enkle, gentagende og lette at anvende, også for ikke musiklærere.
– Det handler om at bruge stemmen varieret og have det sjovt. Enkelheden gør, at alle kan være med fra start, fortæller hun.
Mie Kudahl, klasselærer i 2.a, har oplevet en positiv effekt:
– Børnene bliver modigere og gladere. Klassefællesskabet styrkes tydeligt, siger hun.
Projektet er udviklet i samarbejde med Sangens Hus og gennemføres som et pilotprojekt på 20 skoler i hele landet. I Thy-regionen står Thy Sangskole for indsatsen, og Karin Kudsk – tidligere folkeskolelærer og nuværende lærer på Thisted Musikskole samt korleder – har været central i forløbet.
Konsulentforløbet har givet deltagerne mulighed for gradvis at integrere sangaktiviteterne i hverdagen.
– Vi har mødtes over frokosten og delt erfaringer, hvilket har givet kontinuitet og tryghed, fortæller Kudsk.
Alle deltagere har selv meldt sig til projektet, og ifølge Karin Kudsk har engagementet været tydeligt:
– De har været nysgerrige og motiverede. Man mærker, at de virkelig ønsker at gøre sangen til en naturlig del af skoledagen.
Sang som læringsmetode har vist sig særligt gavnlig for børn med udfordringer:
– Sang og dans giver alle mulighed for at være en del af fællesskabet. Det skaber ligeværd, konstaterer Kudsk.
Efter projektets afslutning har hele lærergruppen på Tingstrup Skole udtrykt ønske om at fortsætte arbejdet.
– Vi vil gøre alt for, at sang forbliver en integreret del af undervisningen. Det kræver dog vedholdenhed og opbakning, understreger Mie Kudahl.
Thy Sangskole håber at kunne udvide indsatsen til flere skoler i Thisted Kommune.
– Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at understøtte lærerne med praksisnær opkvalificering, siger leder af Thy Sangskole, Kristina Brogaard.