Rejsegilde i Agger: Nye boliger tager form på Gåseholmvej
AGGER: Tirsdag den 21. august blev der afholdt rejsegilde for Hurup Boligselskabs nye boliger på Gåseholmvej i Agger. Arrangementet samlede omkring 50 deltagere – heriblandt håndværkere, rådgivere, repræsentanter fra boligselskabet, interesserede naboer samt flere personer fra ventelisten.
Bebyggelsen på Gåseholmvej udgør anden etape af det boligprojekt, Hurup Boligselskab igangsatte i 2021 på Den Gamle Sportsplads i Agger. Første etape blev afsluttet ved årsskiftet 2023/2024, hvor lejere flyttede ind på Nyholmvej.
Ved rejsegildet blev der holdt taler af både arkitekt Freddy Nielsen fra FN-Tegnestuen i Struer og boligselskabets bestyrelsesformand Dan Skovgaard.
Bestyrelsesformanden fremhævede blandt andet, at boligselskabet havde taget ved lære af erfaringerne fra første etape, hvor især de rummelige 4-værelses boliger viste sig at være eftertragtede. Derfor består anden etape udelukkende af otte 4-værelses huse på 106 m².
Den samlede bebyggelse vil, når den står færdig, tælle 18 boliger: 6 stk. 3-værelses á 91 m² og 12 stk. 4-værelses á 106 m². Boligerne opføres af Knudsgaard A/S fra Højslev, som vandt hovedentreprisen i licitation.
Byggeriet forventes færdiggjort den 1. marts 2026, og administrationen forventer fuld udlejning ved ibrugtagningen, da interessen er stor.
Afslutningsvis understregede bestyrelsesformanden, at Hurup Boligselskab med projektet ikke blot bidrager med nye moderne boliger i Agger, men også aktivt deltager i den igangværende transformation af kystbyerne i Thisted Kommune. Projektets samlede anlægssum lyder på over 41 millioner kroner.