Provst fra Thisted indtræder som næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd
THISTED: Lisbeth Damgren, sognepræst i Tilsted Sogn og provst i Thisted Provsti, er i juni valgt som næstformand i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd. Det er første gang, hun bliver en del af den 20 personer store bestyrelse, som består af både præster og demokratisk valgte medlemmer fra hele landet.
Med et stærkt engagement i folkekirkens rolle og rammer ønsker Lisbeth Damgren at arbejde for øget trivsel og et godt arbejdsmiljø – for alle, der er en del af kirkens hverdag.
– Kirke-Danmark skal hænge sammen. Ressourcerne skal fordeles, så der også er mulighed for at have en aktiv og levende kirke i områder som vores, hvor midlerne er færre, fordi befolkningstætheden er lav, og de gamle middelalderkirker kræver store vedligeholdelsesudgifter.
- Det skal naturligvis ske i gensidig forståelse med de steder, hvor økonomien er bedre, siger hun.
Damgren har stor respekt for det arbejde, der udføres i landets menighedsråd, og ser behovet for en stærk fælles stemme:
– Folkekirken har brug for et fælles og handlekraftigt talerør, som kan påvirke beslutningsprocesser og være med til at forme kirkens fremtid. Med en ny menighedsrådslov på vej er det vigtigt at få drøftet muligheder og sikre, at de implementeres på en måde, der giver mening lokalt.
Det skal være meningsfuldt at sidde i et menighedsråd – og muligt at have en nærværende folkekirke i hele landet.
FAKTABOKS – Landsforeningen af Menighedsråd
Danmark har godt 2.000 sogne, hvor omkring 12.000 personer er valgt til menighedsråd. Disse samarbejder med cirka 2.000 præster om at lede og udvikle kirken lokalt.
99 % af menighedsrådene er medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråd, hvilket giver foreningen stor vægt i kirkepolitiske spørgsmål. Ingen kirkelig lovgivning udformes i dag uden, at foreningen bliver hørt.
Foreningen yder rådgivning, vejledning og inspiration og har mange års erfaring med de udfordringer, menighedsråd møder i det daglige arbejde.