Billede beskrivelse

Populært traktormuseum åbner dørene i vinterferien

12. februar 2025 kl. 19.00

OUTRUP: Nu får man muligheden for at besøge landets ældste traktormuseum, Morsø Traktormuseum, i vinterferien i både uge 7 og 8. Og der er nok at se på for både store som små. For udover udstilling af mere end 150 veterantraktorer fordelt på 100 mærker, så får man også en fortælling om landbrugets historie og udvikling gennem de seneste 100 år.

Det er Hans Søndergaard Larsen, der grundlagde Morsø Traktormuseum i 1977 og siden åbnede det for gæster i 1980 . Han har gennem årene samlet de mange traktorer, som han udstiller i syv haller fordelt på 1400m2 i tilknytning til sin gård på Kjeldgårdsvej 49 i Outrup.

Billede beskrivelse

Museets ældste traktor er en amerikansk Heider fra 1917, og den yngste er en Fiat fra 1960. Derudover har Hans de seneste 40 år importeret og købt traktorer fra DDR, Polen, Tjekkiet, Norge, Sverige, Finland, Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Canada og USA – hvilket har gjort samlingen helt unik.

Formidling af traktorernes historie

Men når man besøger Morsø Traktormuseum, får man mere end bare muligheden for at gå rundt og se traktorerne og sågar sidde på nogle af dem. Hans har nemlig, siden han åbnede museet, samlet på viden og sat de forskellige traktorer ind i en tematisk formidling om landbrugets udvikling gennem de seneste 100 år.

Den historie kan man læse på skilte ved alle traktorerne og på store plancher, som hænger i udstillingshallerne. Man kan også booke en rundvisning af Hans, som så fortæller levende om den betydning, hver enkelt traktor har haft for udviklingen i landbruget.

Billede beskrivelse

- Jeg har altid haft et bankende hjerte for traktorer og interesseret mig for historien bag traktorernes betydning for landbruget. I den forbindelse har jeg samlet på små anekdoter og den historie, som knytter sig til traktorerne, forklarer han.

Og netop som formidler modtog Hans en hæder, som er forundt ganske få, da han i 2021 blev hædret af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab og overrakt selskabets Store Sølvmedalje, som er et ”Beviis for en god borgers udviiste patriotiske fliid”. Den store sølvmedalje blev indstiftet i 1770 og hører til en af landbrugets helt store hædersbevisninger, som langtfra uddeles hvert år.

Så booker man en guidet rundvisning af Hans, så er man i gode hænder og får en god indsigt i traktorernes historie. En rundvisning tager 90 minutter, og er man en gruppe på mere en 10 personer, er rundvisningen gratis.

Åbner efter aftale

Morsø Traktormuseum holder fast åbent i sommerperioden fra 25 juni til 3. september. Derudover er der åbent i vinterferien i uge 7 og 8 og igen i efterårsferien i uge 42.

- Men vi bor jo på gården, og er man en gruppe, der gerne vil besøge os udenfor normal åbningstid, så kan man ringe til os, og så åbner vi gerne museet for besøgende, hvis vi er hjemme, fortæller Hans.

Er man en større gruppe, så kan man bestille sandwich, kaffe og kage, som Hans og hans familie, der tager del i driften af museet, bestiller, så det er klar ved ankomsten. Eller man kan mdbringe egen mad og drikke, hvis man ønsker det.

- Vi har faciliteterne til at tage mod en udflugtsgruppe. Vi har i sæsonen en kiosk, hvor man kan købe forfriskninger, og vi er et handicapvenligt sted uden trin og trapper. Vi dækker gerne op indendørs, hvis man vil nyde sin frokost under tag. Ellers har vi mange udendørs terrasser med borde og stole. Og kommer man i en autocamper, er der mulighed for overnatning, oplyser Hans.

Lige nu er det ugerne 7 og 8, hvor Hans holder dørene åben for familier og grupper, der har lyst til at besøge museet i deres vinterferie - og så går det for alvor løs til sommer. Men som nævnt åbner Hans gerne museet efter aftale året rundt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste