Populær campingplads er sat til salg
DRAGSTRUP: Siden Jens Krarup og Birgit Vester fra Redsted købte Dragstrup Camping i 2021, har de fået skabt den plads og det fællesskab, som de drømte om, da de overtog pladsen.
Men arbejdet med at drive pladsen tager meget tid – også for meget, fortæller Birgit.
Så for at få mere tid til børn og børnebørn, har parret nu sat campingpladsen til salg.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at det hverken er på grund af økonomi, sygdom eller andet, at vi nu vil afhænder pladsen. Og det er også vigtigt for mig at melde ud, at vi ikke lukker pladsen, men fører den videre i den ånd og med de aktiviteter, som vi plejer, indtil den rette aftager af pladsen er fundet, siger hun.
Til salg hos EDC
Det er EDC Erhverv, der har fået opgaven af sælge pladsen, der er sat til salg til en pris på 4.995.000 kroner.
I salgsmaterialet beskrives pladsen som en naturperle i udvikling og er indrettet med fokus på hygge, natur og trivsel for alle aldre. Pladsen beskrives som en veldrevet og stemningsfuld campingplads omgivet af skov, strand og ro.
Dragstrup Camping ligger i et område med et rigt dyre-og fugleliv, omgivet af skov og et nyt vådområdeprojekt i samarbejde med kommunen.
Her etableres stier og et handicapvenligt fugletårn, der tiltrækker både naturfotografer og ornitologer. Det giver pladsen en unik profil som campingplads for naturelskere –med fokus på bæredygtighed og oplevelser i det fri.
Er man interesseret i at købe pladsen, kan man indhente alle oplysninger hos EDC Erhverv.