Pinen-Plagen-overfarten fylder 100 år
MORS: Den traditionsrige Skivebogen er på gaden med sin 115. udgave siden starten i 1909. Blandt de otte artikler markerer en af dem det imponerende 100-års jubilæum for færgefarten mellem Pinen og Plagen.
Det fortæller holdet bag.
Journalist Henning Just, redaktør på Skivebogen, dykker ned i historien om færgeruten, der blev taget i brug i juli 1924. Det var Morsø Motorklub, der stod bag oprettelsen af det, der dengang blev kaldt "Motorfolkets færge", senere kendt som Sallingsund Færgefart. Initiativet opstod som en protest mod DSB-færgen mellem Glyngøre og Nykøbing, der var både besværlig og dyr for den voksende skare af bilister.
På den tid havde togvognene førsteret til færgepladsen, hvilket ofte betød timevis af ventetid for bilister. Disse måtte desuden køre op på åbne godsvogne for at komme over. En billet til bil og fører kostede i 1924 hele 23,50 kroner – svarende til flere dages løn for en arbejdsmand.
Faktisk var oprettelsen af færgeruten en genoptagelse af en meget ældre tradition. Fra middelalderen og frem til 1873 sørgede åbne både med rokarle for forbindelsen mellem Salling og Mors. Overfarten var dog risikabel, og en tragedie i 1700-tallet kostede 20 morsingboer livet, da en båd kæntrede.
Efter opstarten i 1924 blev Pinen-Plagen hurtigt en succes og udviklede sig til en økonomisk bæredygtig færgefart. Succesen førte til, at Sallingsund Færgefart også engagerede sig i ruter mellem Mors og Thy, herunder på Næssund-overfarten.
Et eksempel er færgen ”Næssund”, bygget i 1964 på Søren Larsen og Sønners Skibsværft i Nykøbing. Den blev oprindeligt døbt ”Legind Bjerge” og sejlede på Pinen-Plagen-overfarten, før den skiftede navn.
Med åbningen af Sallingsundbroen i 1978 blev færgedriften mellem Pinen og Plagen nedlagt. På det tidspunkt var op til fem færger i konstant pendulfart over sundet.
Skivebogen udgives af Historisk Samfund for Skive og Omegn og kan købes hos Bøger og Papir i Nykøbing.