Billede beskrivelse

Pia er den nye leder af friplejehjemmet

25. december 2024 kl. 11.03

SNEDSTED: Det er med stor glæde, at bestyrelsen for Friplejehjemmet Kastaniegården kan offentliggøre ansættelsen af Pia Søe Larsen som ny friplejehjemsleder pr. 1. januar 2025. 

Datoen markerer samtidig overgangen fra kommunalt plejecenter til friplejehjem, hvor Kastaniegården overtager bygninger og drift i Snedsted og fortsætter som et moderne friplejehjem med plads til 24 beboere. 

Pias første arbejdsdag bliver den 2. januar 2025.

Pia Søe Larsen, uddannet sygeplejerske fra Sennels, har en bred erfaring inden for pleje og ledelse. 

Hun har tidligere arbejdet som sygeplejerske på Thisted Sygehus, som teamleder på Fjordglimt i Sennels og senest som leder af hjemmeplejen syd/vest i Lemvig Kommune.

Pia udtaler:

- Jeg glæder mig til at starte på Friplejehjemmet Kastaniegården. Det mindre format gør det muligt at skabe personlig kontakt til både beboere, pårørende og medarbejdere. 

- Den tætte relation kan fremme et godt fællesskab og en stærk følelse af sammenhold. Jeg ser frem til at skabe et positivt og trygt miljø, hvor beboernes livskvalitet er i centrum.

Privat bor Pia i Sennels sammen med sin 13-årige søn. Hendes store passion er heste, og fritiden bruges på ridning og træning. 

Efter en svær periode, hvor hun mistede sin mand, har Pia genfundet balancen i sit liv og ser med fornyet energi frem til opgaverne som leder på Kastaniegården.

Bestyrelsen ser ansættelsen som en styrkelse af friplejehjemmet. Pia forventes at bidrage med både faglig og menneskelig kompetence, hvilket kan skabe tryghed for medarbejdere og et godt miljø for beboerne. 

Samtidig håber bestyrelsen, at hendes ledelsesstil vil genopbygge arbejdsglæden og skabe nye muligheder for medarbejderne efter en periode med usikkerhed.

Med nytårsklokkerne lige om hjørnet ser bestyrelsen frem til en gnidningsløs overgang til det nye friplejehjem og til at byde både beboere, pårørende og medarbejdere velkommen i de bedste rammer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste