Pengene er talt op efter landsindsamling: Rekordbeløb på vej til gode formål
AALBORG: Resultatet af Børns Vilkårs Landsindsamling, som fandt sted søndag den 23. marts, er nu klart:
16,5 millioner kroner.
Det er det højeste beløb nogensinde.
Tusindvis af indsamlere var på gaden for at samle støtte til Børns Vilkårs rådgivningslinjer, BørneTelefonen og HØRT. Det samlede resultat er 16,5 millioner kroner, hvilket er det største beløb, der nogensinde er blevet indsamlet.
Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, udtrykker stor glæde over resultatet:
- Vi er meget glade for den store opbakning til vores landsindsamling og de indsatser, vi gør for børn og unge generelt.
- Vi er taknemmelige for, at så mange indsamlere valgte at deltage, og vi værdsætter den store opbakning, de mødte ude på dørtrinnene. Denne støtte og indsats gør en virkelig forskel for børn og unge i Danmark.
Flere børn skal kunne få hjælp om aftenen
Pengene fra landsindsamlingen vil blive brugt til at fortsætte driften og udviklingen af BørneTelefonen og HØRT.
Børns Vilkår planlægger blandt andet at åbne flere rådgivningslinjer rundt om i landet og øge bemandingen af frivillige rådgivere om aftenen, hvor efterspørgslen er stor.
- Vore rådgivningslinjer er i brug hele døgnet, men vi mærker især et stort pres om aftenen. Når børn og unge er hjemme fra skole og fritidsaktiviteter, kan mange føle sig alene med tunge tanker.
- Det er derfor vigtigt, at vi har tilstrækkeligt med rådgivere klar i de timer, så ingen børn kontakter os forgæves. Det flotte resultat fra indsamlingskampagnen vil være med til at indfri denne ambition, siger Rasmus Kjeldahl.
Sidste år havde børn og unge mere end 64.000 samtaler med rådgivere på BørneTelefonen og HØRT. De hyppigste henvendelser drejede sig om bekymringer om venskaber, forelskelse, psykiske lidelser og diagnoser samt selvskade. Vold er fortsat et gennemgående tema i samtalerne.
Hjælp med kontanterne
Som noget nyt har indsamlerne igen i år haft mulighed for at aflevere deres kontanter i butikskæderne Bog & idé, Legekæden og Imerco.
- Kontanter udgør en stor del af det samlede beløb, og samarbejdet med Bog & idé, Legekæden og Imerco gør det muligt at samle kontanter ind ved dørene.
- Vi er meget taknemmelige for dette samarbejde og vil gerne sige en stor tak til alle medarbejderne, der har hjulpet med at modtage indsamlingsbøtterne og tælle kontanterne, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.