Billede beskrivelse

Palle Bager takker af med friskbagte rundstykker

15. april 2025 kl. 12.01

SEJERSLEV: Påskesøndag er det sidste gang, at Palle Odgaard, indehaver af Bageriet Sejerslev, langer brød over disken i sit bageri i Sejerslev. For helbredet vil ikke mere, fortæller han, så Palle, der i folkemunde kaldes Palle Bager, går på seniorpension og bagerbutikken har han sat til salg.

Palle stammer selv fra Ejerslev og kom i lære som bager hos ”Svenne” og Betty, der drev bageri i Frøslev.

Efter læretiden var Palle bagersvend i bagerier på begge sider af Sallingsundbroen, inden han sammen med sin tidligere kone købte et bageri i Taulov i Sønderjylland. Der var parret et par år, før de købte bageriet i Sejerslev og derved flyttede tilbage til deres hjemstavn.

Billede beskrivelse

Her har den nu 64-årige Palle Bager lige siden bagt brød og kager til kunder fra nær og fjern, og især er han blevet populær for sit dessert- og kagebord, som mange gennem årene har bestilt til receptioner, fødselsdage, bryllupper og andre mærkedage.

Men påskesøndag er det slut.

Da åbner han butikken for sidste gang. Men allerede dagen efter, mandag den 21. april bager Palle sine sidste rundstykker og inviterer til afskedsreception i Nordmors Fritidscentret fra klokken 9-12.

Billede beskrivelse

- Jeg håber at se så mange som muligt, for jeg vil gerne takke kunder og samarbejdspartnere for alle de gode år, jeg har haft som bager i Sejerslev. Det har været en ære at være bager for lokalsamfundet fra butikken, som jeg har drevet i snart 40 år, lyder det fra Palle Bager.

Købmand klar med frisk brød

Men selvom Sejerslev nu mister områdets bager, så kommer borgerne ikke til at mangle friskbagt bagerbrød. For Min Købmand i Sejerslev har indgået en aftale med Munkens bageri i Thisted, som ugens syv dage fylder hylderne i købmandsbutikken op med brød, kager og andet bagværk.

Aftalen gælder fra den 21. april.

- Vi vil takke Palle Bager for et godt samarbejde og ønsker ham alt godt fremover. Men vi synes ikke, at områdets borgere skal undvære friskbagt bagerbrød, så derfor er vi glade for det samarbejde, som vi nu indleder med Munkens Bageri, der vil levere frisk bagerbrød til butikken alle ugens syv dage, fortæller købmand Ole Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste