Nytårsaften blev en fuser i Agger
AGGER: Det blev noget af en fuser for alle de borgere og lokale erhvervsdrivende, der forud for nytårsaften gennem handelstandsforeningen Agger Aktive havde indbetalt 42.000 kroner til et stort fyrværkerishow på havnen nytårsaften.
For ingen af de betalende borgere fik set fyrværkeriet, som den hyrede fyrværker startede, før folk var kommet ned til havnen til det aftalte tidspunkt klokken 00.15.
- Vi havde i år aftalt med firmaet, som vi har entreret med de tidligere år, at vi i år først ønskede at starte showet klokken 00.15. På den måde kunne folk lige nå at sige godt nytår derhjemme, før de gik ned til havnen for at overvære showet, fortæller Brian Spetzler, formand for Agger Aktive, som var arrangør af showet i år.
Men på grund af en kommunikationsfejl med den fyrværker, som stod for showet, havde han af sin chef ikke fået klar besked om aftalen med det udskudte starttidspunkt, forklarer Brian.
- Der stod en flok turister nede ved affyringsområdet, som begyndte begyndte at tælle ned til klokken 24.00 . Og da stod fyrværkeren klar til at starte showet, som så blev sat i gang klokken 00.02. Så da de borgere, der havde forventet, at showet startede klokken 00.15 som annonceret, ankom til havnen, var alt krudtet fyret af. For man kan jo ikke stoppe sådan noget krudt, når det først er sat i gang, fortæller Brian.
Og da stod Brian på øretævernes holdeplads, som han selv udtrykker det.
- Som arrangør var det jo mig, der fik alle klagerne, som jeg fuldt ud forstår. Men det her er jo ikke noget, der kan gøres om, så jeg kan jo kun beklage hændelsen, siger han.
Han har efterfølgende fået nogle af pengene retur for fyrværkerens mislykkede indsats og en uforbeholden undskyldning af firmaet, der var hyret til at stå for arrangementet.
På skrift fik han denne undskyldning:
” Det beklager jeg meget, jeg har åbenbart ikke været nok obs på tidspunktet, der skulle skydes. Det har jeg ikke forklaret mine folk på stedet ordentligt. Undskyld ! Hvis det på nogen måder kan hjælpe bare lidt, kan jeg tilbyde et prisnedslag. Ved godt, at det ikke redder aftenen. Endnu en gang, Undskyld.”
- Vi har nu fået nogle af pengene refunderet, og de går ind på Agger Aktives konto. Så kan vi overveje, om de skal bruges på næste års fyrværkerishow på havnen. For vi har da ikke opgivet at arrangere det flotte show på havnen nytårsaften, siger Brian, der ikke regner med at denne fejl kan gentage sig.
- Vi kan da ikke være så uheldige to år i træk, og næste år må vi så være mere skarpe i kommunikationen, siger han.