Nyt tilbud på Mors: Gratis børnegrupper støtter skilsmisseramte børn
NYKØBING MORS: Når forældre går fra hinanden, kan børns verden blive vendt på hovedet. Mange oplever sorg, skyld eller vrede – følelser, der kan være svære at forstå og håndtere. Efter sommerferien tilbyder Folkekirkens Familiestøtte på Mors nu gratis børnegrupper for børn i alderen 7-10 år, der lever i skilsmissefamilier.
Børnegruppen er et fællesskab, hvor børn mødes én gang om ugen i seks uger. Her kan de dele oplevelser med andre i samme situation, guidet af en uddannet gruppeleder fra Styrk Familierne (tidligere Center for Familie udvikling).
Formålet er ikke terapi, men at give børn mulighed for at sætte ord på deres følelser, bearbejde oplevelserne og opdage, at de ikke er alene.
- Børnene oplever, at det ikke er forkert at være ked af det, vred eller forvirret. De spejler sig i hinanden og finder mod til at tale om det, der kan være svært derhjemme, fortæller koordinator Malene Dalgaard fra Folkekirkens Familiestøtte på Mors.
Metoden bag grupperne er udviklet af psykologer og bygger på evidens. Der er fokus på trivsel, mestring og handlekraft, og forældrene inddrages undervejs, så barnet får bedst mulig støtte både i gruppen og hjemme.
En håndsrækning til forældre
Mange forældre vil gerne hjælpe deres børn gennem en skilsmisse, men er usikre på hvordan. Erfaringen viser, at børn, som deltager i en børnegruppe, bliver bedre til at tale om følelser, får styrket selvværd og føler sig mindre alene.
Den næste gruppe starter tirsdag den 2. september 2025 kl. 15.00-16.30 i Kirkecenteret i Nykøbing, Kirkegade 2. Forløbet løber over seks tirsdage frem til efterårsferien.
- Alle børn fortjener at blive mødt med forståelse og få hjælp til at navigere i en ny hverdag efter skilsmisse. Børnegruppen kan være med til at forebygge mistrivsel, siger koordinatoren.