Nyt fællesskab samler kreative og tekniske kræfter i Thisted
THISTED: Et nyt erhvervsfællesskab er ved at tage form i Thisted på Uglevej 5. Under navnet CU:BEN flytter seks virksomheder med mere end 20 medarbejdere sammen i én bygning. Målet er at skabe et miljø, hvor fagligheder mødes, og idéer deles. Der er stadig plads til flere.
Navnet CU:BEN er både et ordspil og en reference. “CU” er det kemiske symbol for kobber – et materiale, der findes i bygningens detaljer. “BEN” spiller på ordet “kuben”, som symboliserer struktur og stabilitet, men også fleksibilitet og udvikling.
Fællesskabet giver virksomheder mulighed for at drive deres forretning i egne rammer og samtidig være en del af et større netværk, hvor der er mulighed for sparring, inspiration og samarbejde på tværs.
Jonas Stentoft fra Skilte Partner ser frem til indflytningen i september 2025. Han forventer masser af sparring med ligesindede og ny energi i hverdagen – især på grund af nærheden til virksomheder, der arbejder seriøst med deres fag, flere af dem inden for beslægtede brancher.
Fotograf Bertel Bolt fremhæver, at omgivelserne i CU:BEN giver de bedste rammer for kreativt og teknisk samarbejde. Med adgang til et fuldt udstyret fotostudie kan han skabe billeder af høj kvalitet i tæt samarbejde med kunderne.
CU:BEN forventes officielt indviet i oktober. Her får besøgende mulighed for at se huset, møde virksomhederne og opleve stemningen i det nye fællesskab.