Billede beskrivelse

Nye, uklare regler kan koste dig dyrt som bilejer

17. oktober 2025 kl. 07.01

NORDJYLLAND: Hver tiende bilist kørte på sommerdæk i vinterperioden 2024 - men denne vinter kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis ikke du har dækkene i orden . 

I sommer vedtog Folketinget for første gang regler om vinterdæk. Det betyder, at man nu kan få en bøde, hvis man kører på sommerdæk i vintervejret. En bøde som lyder på 1000 kroner per dæk, hvis de er åbenlyst uegnede til vejrforholdet.

Kravene til dine dæk afhænger af hvilket vejr, du bevæger dig ud i.

Ved kørsel på sne- eller isdækkede veje, skal bilens dæk som minimum have M+S-mærket (mudder + sne). 

Ved kørsel i hårdt vinterføre skal dækkene være mærket med et snefnug-symbol med de tre bjergtinder - også kaldet 3PMSF. 

Billede beskrivelse

FDM vil gå skridtet længere

Ifølge FDM er de nye regler for uklare og uholdbare. De anbefaler at man udelukkende går efter snefnugmærket, når man vælger sine dæk. Snefnugget med de tre bjergtinder markeres nemlig kun på dæk, der har bestået en række test for at bevise, at de er egnet til vinterkørsel, mens M+S mærket er en mærkning, som producenterne selv kan sætte på dækket uden nogen form for kontrol.

Desuden kan det være svært for den enkelte at vurdere, hvornår der er tale om henholdsvis sne- eller isdækkede veje og hårdt vinterføre. Ifølge loven er det op til politiet at afgøre, om noget er ’hårdt vinterføre.’ Dette kan altså være en individuel vurdering, som betjentene laver.

Vil man kunne køre sikkert og lovligt igennem den danske vinter, anbefaler FDM derfor, at bilister monterer snefnugsmærkede vinter- eller helårsdæk. Så er man på den sikre side rent lovgivningsmæssigt – og man øger både sin egen og andres sikkerhed på vejene.

238.000 personbiler kørte på sommerdæk sidste vinter

I Januar 2024 gik Rådet for Større Dæksikkerhed, FDM og Dækimportørforeningen sammen om at lave en optælling, der viste, at hver tiende danske bilist kørte rundt på sommerdæk. Det svarer til 238.000 personbiler.

De nye regler skal gerne bevirke, at bilister fremover vil sørge for at skifte til enten vinterdæk eller helårsdæk, inden de bevæger sig ud på vinterens veje.

Der er ikke nogen bestemt dato, hvorfra de nye regler sætter ind. Det er udelukkende vejret, der afgør dette.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste