Nye regler for nedrivning: Kristian er en af de eneste, der må
SNEDSTED: Kravene til nedrivning af større bygninger er blevet markant skærpet, og det mærkes allerede lokalt.
Fra 1. februar er Aarup Kloak og Entreprenør, som et af kun to firmaer i Thy, blevet certificeret som autoriseret nedrivningsfirma.
Netop nu er virksomheden i gang med nedrivningen af cirka 800 kvadratmeter plejehjem i Hanstholm - et arbejde, der falder fint i tråd med de nye krav, som træder i kraft 1. juli 2025.
De nye regler betyder, at nedrivning af alle bygninger på over 250 kvadratmeter fremover kun må udføres af autoriserede nedrivningsfirmaer.
- Vi har nedrevet bygninger i omkring 15 år, så arbejdet er ikke nyt for os. Det nye er, at vi nu har gennemgået de nødvendige uddannelser og er blevet certificeret nedrivningsfirma med både ressource- og miljøkoordinator-kompetencer, fortæller Kristian Kibsgaard, medindehaver af Aarup Kloak og Entreprenør.
Med certificeringen følger også nye opgaver og ansvar. Fremover skal nedrivninger ske med langt større fokus på miljø og genanvendelse af materialer.
- Vi kan nu tilbyde ressourceplaner, hvor materialer fra nedrevne bygninger kortlægges og genanvendes bedst muligt. Udviklingen går klart i retning af, at nedrivning ikke bare handler om at fjerne noget, men om at tænke i cirkulære løsninger, siger Kristian Kibsgaard.
Reglerne stiller blandt andet krav om, at nedrivningsvirksomheden skal anvende en ressourceansvarlig og have et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem.
- De krav opfylder vi nu, fastslår han.
Det handler om kompetencer
Hos Aarup Kloak og Entreprenør forventer man, at de nye regler vil føre til mere nedrivningsarbejde.
- Der er en stribe nedrivninger på vej, og flere af dem er over 250 kvadratmeter. Et eksempel er Bedsted Kro. det kan også være større landbrugsbygninger, siger Kristian Kibsgaard.
Virksomheden kommer dog ikke til at investere i nyt materiel som følge af autorisationen.
- Det handler primært om kompetencer, dokumentation og processer - ikke om mere grej, forklarer han.
Med certificeringen på plads står Aarup Kloak og Entreprenør klar til at tage del i fremtidens nedrivninger, hvor miljøhensyn og genanvendelse fylder lige så meget som selve arbejdet.