Nye kunder og vækst i udlånet slår igennem
REGNSKAB: Det netop offentliggjorte koncernregnskab hos Sparekassen Thy viser et overskud på 285 mio. kr. før skat.
Det er et resultat, der er skabt med baggrund i solid udvikling på flere områder, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.
Særligt udvikling på udlånssiden og tilgang af nye kunder smitter af på sparekassens regnskab. For selvom det generelle renteniveau er nedadgående, er renteindtægterne steget i 2024.
Stigningen skyldes en betydelig vækst i udlånet. Udlånet er nemlig steget med 1 milliard kroner, svarende til 19 procent. Det kan tilskrives en flot kundetilgang på over 4.000 kunder, samt introduktion af nyt fleksibelt boliglån, der står for ca. 6 procent af udlånsvæksten i 2024.
Investeringslysten er fortsat lav
De samlede gebyrindtægter i 2024 er 176 mio. kr., og er på et tilsvarende niveau som i 2023. Gebyrindtægterne skabes i høj grad af kundernes aktivitetsniveau i forhold til køb af bolig, bil og andre større investeringer.
- Det har været et år, hvor aktiviteten på særligt boligområdet har været svingende, og det er da et område, vi gerne ser lidt mere gang i. Kunderne har generelt gode muligheder for både køb, salg og forbedringer på boligområdet, men den geo-politiske uro og det nuværende renteniveau gør, at de stadig holder lidt igen, siger direktør Ole Beith.
Godt resultat på værdipapirerne
Sparekassens egen beholdning af obligationer og aktier, på samlet 3,7 mia. kr., har i 2024 givet et godt bidrag til indtjening i form af renter, kursreguleringer og udbytte.
- Den samlede indtjening udgør 181 mio. kr., i 2024 mod 173 mio. kr. i 2023. Det er et afkast, vi er ganske tilfredse med, når man tager med i betragtning, at der er store bevægelser som følge af de mange internationale spændinger, samt den vedvarende bekæmpelse af inflationen i hele verden, fortæller Ole Beith.
- 2024 var også året, hvor vi fik mulighed for at foretage et yderligere køb af aktier i Hvidbjerg Bank. Sparekassen købte ca. 14 procent aktier i Hvidbjerg Bank, og dermed fordoblede vi ejerandelen til 28,73 procent. Det er en investering, vi forventer bidrager til indtjeningen i de kommende år.
Fonden styrkes yderligere
Årets resultat før skat på 285 mio. kr. giver mulighed for at styrke Sparekassen Thy Fonden yderligere.
Det indstilles derfor til repræsentantskabet, at der overføres yderligere 100 mio. kr. til fonden, der investeres, og hvor afkastet skal bidrage til styrkelse af kommende års uddelinger.