Billede beskrivelse

Ny pris hylder mod, energi og initiativ i lokalområdet

24. januar 2026 kl. 14.03

THY: Fire lokale iværksættervirksomheder er allerede nu nomineret til en helt nye pris fra Thy Erhvervsforum.

Prisen som 'Årets Iværksætter' er netop kommet til verden, efter Thy Erhvervsforum mødte mere end 100 lokale iværksættere i 2025.

- I Thisted Kommune er vi så heldige at have rigtig mange iværksættere, der drysser et væld af spændende forretningsideer ud over hele vores område og på den måde bidrager til en vigtig udvikling, der peger ind i fremtiden og er til stor inspiration, fortæller iværksætterkonsulent Sigurd Skovborg.

Hos Thy Erhvervsforum guider de virksomheder og iværksættere i Thy, og har dermed haft fornøjelsen af at møde rigtig mange af dem på deres vej.

- Med prisen 'Årets Iværksætter' vil vi derfor hylde de mange ideer og tiltag.

De nominerede... er...

Allerede nu er der fundet nominerede til første udgave af prisen; 'Årets Iværksætter 2026'.

Heriblandt er rekrutterings- og rådgivningsbureauet 'Æ Byró' fra Vorupør. Virksomheden blev startet i 2025 af Cecilie Tøfting og Ane-Mette Isaksen, der begge har rødder i Thy. Sammen hjælper de virksomheder med at rekruttere medarbejdere gennem jobopslag, gennemgang af ansøgninger og samtaler.

Billede beskrivelse

Addithy, med base i Hurup, er også at finde på listen. Her tilbyder de 3D-print og teknisk sparring. De står bag produktion af alt fra designerskabte møbler til klatrevægge og kuglepenne. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad Niklas Elowsson og Tobias Ravnholt, der startede virksomheden i 2024, kan trylle frem af deres storskala 3D-printer. 

Billede beskrivelse

Endnu en nomineret er Stalden Klitmøller, der i 2023 blev overtaget af Klara Madsen fra Thisted, der i en alder af bare 21 år havde modet og lysten til at drive og videreudvikle kystbyens lokale samlingssted siden 1960'erne. Udover at drive et traditionelt værtshus iværksætter Klara også en lang række øvrige aktiviteter, som udvikler det traditionsbundne værtshus og udvider, hvad et samlingssted i en mindre kystby kan være ramme om.

Billede beskrivelse

Sidst men ikke mindst er Salon Ro i Vestervig også nomineret. Som nyuddannet frisør greb 21-årige Pernille Jensen muligheden for at flytte tilbage til hjemstavnen Thy i 2025, hvor hun samtidig åbnede sin egen salon. Her inviterer hun indenfor til en frisøroplevelse, der giver en følelse af hjemlig hygge, ro og velvære. 

Stemmesedler vil blive sendt ud til alle, der modtager Thy Erhversforums nyhedsbrev. Organisationen vil samtidig lægge hovedet i blød for at vurdere, hvilken model, der er mest velegnet for indstilling af fremtidige nominerede samt stemmeafgivelse.

Vinderen vil, udover æren, modtage en flot pris med et særligt Thy-præg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste