Billede beskrivelse

Ny mulighed: Kom i juniormesterlære i Thy

27. januar 2025 kl. 06.01

THISTED: Fra sommeren 2025 får elever i 8. og 9. klasse i Thy en ny og praktisk skolemulighed, når der oprettes klasser med juniormesterlære. 

Tilbuddet, der er en del af Folkeskolens Kvalitetsprogram, giver eleverne mulighed for at kombinere fag i folkeskolen med praktiske erfaringer på arbejdspladser, erhvervsuddannelser eller ungdomsskoler.

Et skoleår med fokus på praksis

Juniormesterlære giver elever mulighed for at tilbringe 1-2 dage om ugen på en virksomhed, en erhvervsuddannelsesinstitution eller andre relevante steder. De resterende 3-4 dage foregår i folkeskolen, hvor de undervises i en reduceret fagrække. 

Alle skal have dansk og matematik, og der afsluttes med en afgangseksamen. Derudover kan eleverne vælge tilvalgsfag som engelsk og fysik/kemi samt specialisere sig i en praktikrettet linje eller en linje med fokus på erhvervsuddannelse.

Per Overgaard, chef for Skole og Dagtilbud i Thisted Kommune, forklarer:

- Vi bygger videre på de erfaringer, vi har gjort os med EUD8 og EUD9, hvor eleverne kombinerer grundfag med værkstedsfag. Juniormesterlæren er næste skridt og giver eleverne en unik mulighed for at få en praktisk tilgang til deres sidste skoleår.

To lokaliteter i Thy

Tilbuddet bliver tilgængeligt på Campus i Thisted og Hurup Skole. Begge steder vil eleverne få adgang til det nødvendige udstyr og de rammer, der støtter dem i deres praktiske læring.

Informationsmøde den 26. februar

For at give både elever og forældre et klart indblik i, hvad juniormesterlæren indebærer, afholdes der informationsmøder:

Tid:

Onsdag den 26. februar 2025, kl. 17-18

Steder:

Hurup Skole, Idrætsvej 11, Hurup

Campus, Kronborgvej 113A, Thisted

Her vil det være muligt at høre om, hvordan tilbuddet organiseres, hvilke faglige og praktiske muligheder det rummer, og hvilke krav der stilles til eleverne.

Tilbuddet er åbent for alle, og vi glæder os til at se, hvor mange der vil benytte sig af denne nye mulighed. Vi tror på, at juniormesterlæren vil give en stærk start for de elever, der søger en mere praktisk tilgang til skolegangen, afslutter Per Overgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste