Billede beskrivelse

Ny købmandsbutik i Sejerslev er inden for rækkevidde

20. december 2024 kl. 19.03

SEJERSLEV: I halvandet år har det nystiftede selskab, Nordmors Erhvervsudvikling ApS, arbejdet på at skaffe penge til byggeri af en ny købmandsbutik i Sejerslev.

Det er en nedsat købmandsgruppe, som har haft fokus på projektet – og deres arbejde er nu ved at give pote.

Bestyrelsen har med en sidste kampagne med salg af anparter, sponsorater og lån siden november nu snart indsamlet de 7 millioner kroner, som projektet kommer til at koste.

- I november manglede vi 1.6 millioner kroner for at nå i mål med de budgetterede 7 millioner kroner. Og det er kun ganske få penge, vi nu mangler for at nå i mål. Vi har mødt en kolossal opbakning fra lokalsamfundet, siden vi gik i gang med arbejdet på projektet. Og lige nu kan vi se frem til at igangsætte byggeriet i 2025, siger formand for selskabet Nordmors Erhvervsudvikling ApS, Martin Vester.

Billede beskrivelse

Søndag den 22. december vil bestyrelsen gøre en sidste indsats for at indsamle penge til projektet. Her vil de stå ved Min Købmand butikken i Sejerslev mellem klokken 12-17 og sælge anparter, sponsorater samt lånebeviser. Og der vil i teltet ved købmandsbutikken være hyggebål, musik, julelys og salg af juletræer samt masser af andre gode ting, som kan sætte gang i julestemningen og smagsløgene.

Så opfordringen fra, Martin Vester, lyder, at man skal komme, hvis man vil være med til at sikre Nordmors fremtid. Og man kan indtil årsskiftet rette henvendelse til Nordmors Erhvervsudvikling ApS, hvis man ønsker at bidrage til projektet.

Ny købmandsbutik om et år

Martin Vester er så sikker i sin sag om, at man når i mål med de 7 millioner kroner på bogen inden Nytår, at han regner med, at byggeriet af en ny Min Købmand butik kommer til at stå klar i løbet af næste år.

- Vi har jo et rigtigt dygtigt købmandspar, Laila Jensen og Ole Pedersen, der allerede har vist, at de er de helt rigtige til at drive butikken og som fortjener, at få nye og gode lokaler til deres butik. Vi vil som selskab stå for at facilitere købmandsparret med al den støtte, som vi kan give dem, siger Martin Vester.

Bygningerne og grunden, hvor Min Købmand butikken ligger nu, ejes af Frøslev-Mollerup Sparekasse. Men Nordmors Erhvervsudvikling ApS mangler kun den sidste underskrift på købekontrakten, før de helt ejer bygningen. Og så kan arbejdet gå i gang.

Billede beskrivelse

Ambitiøst projekt

Det er et kæmpe projekt, som selskabet nu står overfor.

- Vi har allerede tegningerne klar til den nye købmandsbutik, og det er kæden bag Min Købmand, Dagrofa, der har været behjælpelige med råd og vejledning i den indledende fase. Nu kan vi efter nytår hive tegningerne op af skuffen og komme i gang med arbejdet, forklarer Martin Vester.

Planen er at bygge den nye købmandsbutik bag ved den nuværende købmandsbutik, som holder åbent indtil den nybyggede butik kan tages i brug. Når den nye bygning står klar, så lukkes den gamle butik og bliver revet ned, for at give plads til p-plads foran den nye butik.

- Men fordi vi er så velforberedte og langt fremme med projektet på skrivebordet, så regner jeg med, at vi sammen med vores dygtige købmandspar, Laila og Ole, kan fejre julen 2025 i vores nye Min Købmand butik i Sejerslev, siger Martin Vester, der retter en stor tak til den flotte opbakning projektet allerede har fået af lokalsamfundet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste