Billede beskrivelse

Ny installation lyser op på SMK Thy i vinterhalvåret

08. oktober 2025 kl. 06.01

DOVERODDE: SMK Thy i Doverodde lukker dette års sæson den 2. november – men en ny installation; videoværket Tiden og Stunden af kunstner Marie Kølbæk Iversen, kommer til at lyse op på museet i hele vinterhalvåret.

Værket Tiden og Stunden kan opleves gratis fra solnedgang til solopgang gennem SMK Thys glasfacade i perioden 11. oktober 2025 – 1. marts 2026. Så selvom museet holder lukket i vinterperioden, kan man altså stadig få en kunstoplevelse, hvis man lægger vejen forbi SMK Thy og Naturlandsbyen i Doverodde.

Stemningsfuld åbningsaften

Lørdag den 11. oktober afvikler museet en åbningsaften af værket. Søstjerner, vandlopper og alger kommer som levende billeder fra havbunden til at lyse op i mørket gennem glasfacaden på det nyåbnede SMK Thy.

Arrangementet begynder klokken 18.00, hvor Birgitte Anderberg, museumsinspektør og seniorforsker, SMK, vil holde åbningstalen efterfulgt af en præsentation og sangperformance af kunstneren Marie Kølbæk Iversen akkompagneret af cellist Andreas Tykjær Restorff.

Billede beskrivelse

Denne del er gratis, men vil man deltage i Mørkvandring fra 20.30-23.30 ved Frederikke Byberg-Hansen koordinator og naturformilder i Naturlandbyen, skal man betale 100 kroner. Her vil deltagerne roligt bliver ledt gennem Sydthys bløde mørke. Vandringen afsluttes med tonerne fra en klangskål og varm kakao ved bålet.

Hele arrangementet kommer til at foregå udendørs – så varmt tøj anbefales.

Spisestedet Centralen er åbent fra klokken 17.00 -21.00 og i tidsrummet 18.30-21.00 serveres en særlig åbningsmenu inspireret af Tiden og Stunden.

Værket har sit udgangspunkt i SMK Thy.

Værket er en del af Marie Kølbæk Iversens forskningsprojekt Fælledfuturisme - Futurities of the Commons, der har sit udgangspunkt på SMK Thy.

Tidligere versioner af værket har været vist på Kunsthal Aarhus i forbindelse med Marie Kølbæk Iversens soloudstilling New Atlantics (2025) med optagelser fra Aarhusbugten og Kalø Vig samt til komponist Katinka Fogh Vindelevs tværdisciplinære opera HOLO (Hologrammet) (2024) for Randers Kammerorkester med optagelser fra Randers Fjord.

Marie Kølbæk Iversen har – ligesom i tidligere værker – hentet inspiration fra gamle folkesagn. Titlen, Tiden og Stunden, stammer således fra et folkesagn, der beskriver den systematiserede dræning og opdyrkning af hede og overdrev fra 1700-tallet og frem.

Billede beskrivelse

Ifølge sagnet kom et landsbysamfund ved et uheld til at hyre det mytologiske væsen Nøkken – i Vestjylland kaldet Hr. Nek – til at dræne deres marker. Han gravede dog ikke vandløb som aftalt, men trak blot sin spade efter sig, hvorefter vandet væltede frem, og derfor nægtede befolkningen efterfølgende at betale ham. Hertil svarede Hr. Nek, at han i så fald ville kræve et menneskeliv om året som betaling i stedet.

Fra da af skulle man ifølge sagnet være påpasselig med at nærme sig åen, hvis der endnu ikke var druknet en person i løbet af året. For pludselig kunne Hr. Nek fra vandet finde på at råbe: “Tiden og stunden er kommet, men mennesket er endnu ikke kommet.” Og dét ville få den nærmeststående person til at kaste sig i døden i vandet.

- Tiden og stunden er vitterligt kommet for os som mennesker i forhold til at gøre noget ved vores udledninger af kvælstof og gift. Men mennesket selv er tilsyneladende ikke kommet til denne erkendelse endnu, siger Marie Kølbæk Iversen om bevæggrunden for sit værk, der også kan ses som en slags vidnesbyrd om miljøet i vandene omkring SMK Thy.

Billede beskrivelse

Her glimrer de store torsk for eksempel ved deres fravær, fordi fødegrundlaget trods forskellige genopretningsindsatser fortsat er for magert på grund af algevækst og iltsvind, fortæller kunstneren, som synes det er på tide, at vi tager ansvar for udledningernes påvirkning af vandmiljøet – ikke kun ved at forsøge at ændre og genoprette verden omkring os, men også ved at tage et dybere opgør med vores egen adfærd og de spor, vi sætter.

MARIE KØLBÆK IVERSEN

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) bor og arbejder i Klitmøller og København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har en praksisbaseret ph.d. fra Kunstakademiet i Oslo og Aarhus Universitet. I april 2023 modtog hun et post.doc.-stipendium fra Novo Nordisk Fonden med forskningsprojektet Fælledfuturisme | Futurities of the Commons, der har sit udgangspunkt på SMK Thy og løber til og med 2026.

Marie Kølbæk Iversen er repræsenteret i flere offentlige kunstsamlinger og har udstillet bredt i Danmark og internationalt.

Til sit værk låner Marie Kølbæk Iversen Nøkkens udsagn, men bruger det i stedet som en konstatering af tilstanden i de danske farvande.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste