Billede beskrivelse

Ny hjertesti ved Ejerslev Havn åbner med fest og fællesskab

19. august 2025 kl. 06.01

EJERSLEV: På Mors findes allerede fire hjertestier – i Øster Assels, Sindbjerg, ved Sundhedscentret og på Ørodde. Snart føjes endnu en til kortet: en ny hjertesti ved Ejerslev Havn.

Det fortæller Hjerteforeningen Mors. 

En hjertesti er en afmærket rute med skilte fra Hjerteforeningen, hvor alle – ikke kun medlemmer – kan gå en tur i sit eget tempo og nyde naturen. Det fortæller Tina Brodersen Jensen, formand for Hjerteforeningen Mors. Bestyrelsesmedlemmerne har selv stået for at opsætte de velkendte stolper med hjerte-logo og pil, så ruten er let at følge.

Billede beskrivelse

Stien starter ved P-pladsen ved havnen og cafeteriet. Herfra går turen mod stranden med udsigt til Livø og Fur. Derefter fortsætter ruten ad en græssti langs stranden, videre til kommunens plads med offentligt toilet, og derfra ud på Strandvænget – en asfaltvej med flot udsigt mod Ejerslev Kirke og den omkringliggende natur.

For enden af Strandvænget krydser stien over en mark og ned til Lagunen. Her kan man vælge at gå enten højre eller venstre rundt. På rundturen findes der både borde og bænke til en pause. Ruten slutter igen ved Ejerslev Havn, hvor der både er siddepladser og mulighed for forfriskninger.

Billede beskrivelse

Indvielsen af stien finder sted torsdag den 28. august kl. 18.00. Her vil der blive klippet rød snor, og alle inviteres med på den første fælles vandretur. Kl. 19.00 holder Poul Roesen, en kendt skikkelse på Nordmors, en kort tale. Herefter byder Hjerteforeningen Mors på lidt mad og drikke.

Foreningen har modtaget 5.000 kr. fra Frøslev-Mollerup Sparekasses Jubilæumsfond, som har gjort fejringen mulig. Der er stor glæde i foreningen, og håbet er, at mange vil møde op og være med til at ”søsætte” den nye hjertesti.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste