Billede beskrivelse

Ny direktør klar til job i Thy

31. marts 2025 kl. 06.04

THISTED: Thisted Kommune har fundet sin nye direktør for Social, Sundhed og Kultur. Valget er faldet på Randi Sveistrup, som tiltræder stillingen den 1. maj. Hun bringer solid erfaring med sig fra både kommunal topledelse og store, komplekse organisationer.

Randi Sveistrup er 53 år og har senest været direktør for HR og Service i Røde Kors, hvor hun har arbejdet strategisk med organisationsudvikling i en kompleks og foranderlig virkelighed. 

Tidligere har hun i over otte år været øverste chef for Kultur, Erhverv, Politik og Organisation i Helsingør Kommune. Hun har desuden haft ledelsesansvar i både Guldborgsund og Gribskov Kommuner, hvor hun har stået i spidsen for velfærdsområderne.

Randi Sveistrup er en erfaren kommunal leder med dokumenterede resultater inden for alle de områder, hun nu får ansvar for. Derfor er vi overbeviste om, at hun er det rette valg til stillingen. Vi ser frem til at byde hende velkommen til Thy og glæder os til samarbejdet, udtaler borgmester Niels Jørgen Pedersen.

Hun ser nu frem til at vende tilbage til den kommunale sektor, som hun har savnet:

- Jeg savner kompleksiteten og bredden i opgaverne, samspillet mellem administration, politikere og borgere og det vigtige arbejde med at omsætte politiske beslutninger til konkrete handlinger. Det er noget, jeg brænder for at være en del af, siger Randi Sveistrup om valget af sit nye job.

Flytningen til Thy bliver samtidig et gensyn med velkendte omgivelser. I 22 år har familien haft tilknytning til området, og for fire år siden købte de et hus på Nordmors. 

Det bliver nu den nye base. Selv er hun gift og har tre voksne børn – den yngste bor stadig hjemme og går i gymnasiet, hvilket betyder, at familien i en overgangsperiode vil have deres hverdag delt mellem øst og vest.

Det føles som en drøm, der går i opfyldelse – at kunne bo og arbejde i en egn, jeg har fået et stærkt forhold til. Thy rummer det, mange søger: ro, autenticitet, et rigt kultur- og foreningsliv og stærke fællesskaber. Det glæder jeg mig til at være en del af – både professionelt og privat, fortæller Randi Sveistrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste