Billede beskrivelse

Nu starter billetsalget til Thy Rock snart

17. september 2025 kl. 10.53

THISTED: Billetsalget til årets rockfest i Thisted starter snart. Det sker, når Thy Rock inviterer til Thy Rock Cafe fredag 24. oktober fra kl. 16-18. 

Her starter billetsalget til næste års store musikfest på Dyrskuepladsen i Thisted, skriver festivalen i en pressemeddelelse. 

- Vi rykker starten på billetsalget lidt frem i forhold til tidligere år, da vi har en for længst udsolgt koncert med Jonah Blacksmith i Teutonersalen den første fredag i november, hvor vi normalt starter billetsalget, forklarer festivalleder Hans Peter Jarl Madsen om det fremrykkede tidspunkt.

Thy Rock Cafe er en hyggelig eftermiddag, hvor Thy Rock afslører endnu flere navne, laver konkurrencer, samt hvor verdens bedste publikum kan hygge sig med musikalsk underholdning og meget andet.

Han glæder sig over, at musikprogrammet i store træk er på plads.

- Vi har allerede med stor glæde kunnet offentliggøre MADSEN og Christopher, som vi har fået enormt positive reaktioner på. Fredag offentliggør vi endnu et stort navn, og sådan fortsætter det både frem til Thy Rock Cafe, men også indtil programmet er på plads, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

Efter Thy Rock Cafeen åbner billetsalget op kl. 18.00 på festivalens hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste