Billede beskrivelse

Nu sendes byggeri af ny købmandsbutik endelig i udbud

27. november 2025 kl. 19.02

SEJERSLEV: Nu går det endeligt løs i Sejerslev!

Al udbudsmateriale til byggeriet af en ny købmandsbutik ligger klar, og byggeprojektet sendes i udbud fredag den 28. november.

Det oplyser en glad formand for selskabet Nordmors Erhvervsudvikling ApS, Martin Vester, der står som bygherre på projektet.

- Det har trukket noget ud med at få alle tilladelser til vores ambitiøse købmandsprojekt i hus. Men nu er alt klar, og går alt efter planen, har vi licitationen af byggeriet på plads inden jul og står parat til første spadestik efter jul, siger han.

Billede beskrivelse

Martin Vester regner således med, at man kan blive enige om priserne og få indhentet de sidste ting på byggetilladelsen inden jul. 

Selskabet har, sammen med lokale ildsjæle, sponsorvillige private og lokale erhvervsdrivende, i løbet af de seneste knap to år indsamlet de 7 millioner kroner, som projektet med byggeriet af byens nye købmandsbutik kommer til at koste.

- Så nu skal vi kigge på de tilbud, vi får ind, og se om vi kan få priserne til at matche med de penge, vi har budgetteret med. Men det både håber og regner vi med, siger Martin Vester.

Ambitiøst projekt

Det bliver et meget ambitiøst projekt, som selskabet nu kaster sig ud i. Der er projekteret med at begynde byggeriet af den nye butik bagved den eksisterende købmandsbutik.

Når byggeriet af den nye købmandsbutik står klar, vil man rive den eksisterende købmandsbutik ned og etablere p-plads med plads til 16 biler på grunden.

- På den måde kan den eksisterende købmandsbutik holde åbent, mens byggeriet står på, og kunderne i butikken kommer således ikke til at mærke noget i forhold til deres daglige indkøb, siger Martin Vester.

Tidligere i år har selskabet i samarbejde med Morsø Kommune etableret en p-plads på en plads lige overfor købmandsbutikken.

- Det bliver Anpartsselskabet Nordmors Erhvervsudvikling, der kommer til at eje den nye købmandsbutik, som vi udlejer til købmandsbutikkens nuværende og meget dygtige købmandspar, Laila Jensen og Ole Pedersen, der netop kan fejre tre-års fødselsdag som købmænd i butikken, forklarer Martin Vester.

Billede beskrivelse

Den nye butik fortsætter som en Min Købmand-butik under kæden Dagrofa. Det bliver en næsten dobbelt så stor butik, som den eksisterende købmandsbutik, købmandsparret Laila og Ole kan flytte ind i med 450 kvadratmeter butik inklusiv lagerbygning.

Info og indsamling af penge

Midt i december vil medlemmer af Nordmors Erhvervsudvikling ApS indrette et telt foran købmandsbutikken, hvor de vil fortælle om projektet.

- Her kan man komme ind og blive informeret om, hvad der kommer til at ske og se skitserne af byggeprojektet. Det vil også her blive muligt at give en donation til projektet eller tegne anparter. For vi kan stadig godt bruge flere penge til projektet, siger Martin Vester.

Og man kan også skrive sig op som frivillig.

- Vi har brug for alle de frivillige, som vi kan samle, til at hjælpe under selve byggeprocessen. Og her tænker jeg på alt, lige fra frivillige, der vil bage kage og lave kaffe, til stærkere hænder, der vil hjælpe med forskellige former for forefaldende byggearbejde, siger Martin Vester.

Så en god julegave til borgerne i og omkring Sejerslev, der, hvis alt går som planlagt, kan indvie byens nye købmandsbutik i løbet af sommeren 2026.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste