Billede beskrivelse

Nu må konkurrent afhjælpe togproblemer i Thy

13. februar 2025 kl. 11.00

Udfordringer på materielsiden har i denne uge skabt store problemer med togdriften mellem Thisted og Struer.

Det har kastet flere aflysninger af sig, men nu er der hjælp på vej - og den kommer fra en lidt uventet kant, skriver TV Midt-Vest

Således vil Midtjyske Jernbaner låne tre togsæt til GoCollective, der drifter strækningen mellem de to byer. Det sker på baggrund af et "i forvejen godt samarbejde", forkalrer Steven Diemar, der er driftschef i Midtjyske Jernbaner. 

- Vi har arbejdet i nogle måneder på en løsning, hvor vi stiller tre af vores Desiro-tog til rådighed for GoCollective. Aftalen omfatter også de lokomotivførere, som skal køre togene, siger han til TV Midt-Vest. 

Det er et sporarbejde mellem Holstebro og Skjern, der skal igangsættes 1. marts og slutter i løbet juli, som muliggør, at Midtjyske Jernbaner kan hjælpe GoCollective med tre togsæt i perioden. 

Når sommeren rammer, vil Midtjyske Jernbaner nemlig formentlig have sat nye batteritog i drift - som skal afløse de nuværende dieseldrevne tog. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste