Billede beskrivelse

Nu er Diges ejendom sat til salg til røverkøbspris

24. april 2026 kl. 07.00

ØSTER ASSELS: Først forsøgte søskendeparret Anja og Allan Dige at afhænde forældrenes livsværk, Dige Lavpris i Øster Assels med tilhørende varelager for små 1,3 millioner kroner.

Det lykkedes ikke, selv om der kom henvendelser.

Siden blev varelageret sat på auktion og det meste solgt ud, så nu har Anja og Allan barberet en halv million kroner af prisen og udbyder nu den næsten tomme, men kæmpestore ejendom til nærmest en røverkøbspris på blot 795.000 kroner.

Billede beskrivelse

- Vi synes selv, at det er en fantastisk skarp pris, for nu skal vi videre og have afhændet ejendommen. Og vi håber da meget, at der findes nogen derude, der vil købe til den pris og kan se muligheder for andet formål end at drive butik, siger Anja Dige.

Ovennævnte pris er eksklusiv de sidste rester af varelageret, som søskendeparret forventer at få solgt i løbet af en måned. 

Billede beskrivelse

Tilbage vil så stå en ejendom, der rummer 700 kvadratmeter erhvervsareal i stueplan, 190 kvadratmeter kælder, 380 kvadratmeter bolig fordelt på to lejligheder af ens størrelse og en stor grund med parkering og gårdmiljø.

- Det er en ejendom, som rummer masser af muligheder for den eller dem, der kan se et potentiale, som vi måske ikke selv kan, for vi er ikke selv interesseret i at overtage den og udleje den, for jeg bor til daglig i København, siger Anja.

Ønsker man yderligere oplysninger, kan man henvende sig til Anja på telefon 20974143.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste