Nu byder Lotte velkommen i sin nye kiosk
HURUP: Det er alt andet end en traditionel butik, direktør og indehaver af Wool Days Thy strikkefestival, Lotte Littau Kjærgaard, åbnede onsdag eftermiddag i de lokaler i gågaden i Hurup, der hidtil har været kendt for at være strikkefestivalens projektkontor.
Projektkontoret er der stadig, ligesom huset i Bredgade også rummer plads til og er mødested for alle de frivillige omkring strikkefestivalen og ligeledes lægger baglokale til det nye tiltag med små strikke-workshops udenfor sæsonen.
Det nye er en kiosk, som Lotte har navngivet efter festivalen og kalder WDT Kiosk.
- Jeg har længe ønsket at kunne bidrage med mere til Hurup ud over strikkefestivalen. Og her var det oplagt at kunne udnytte lokalerne i Bredgade til mere end bare projektkontor for også på den måde at kunne være med til at skabe mere liv i byen og gågaden hen over året, siger hun.
Tankerne om anvendelse har været mange, men det blev Lottes store interesse for kunsthåndværk, som nu folder sig ud i lokalerne og på de reoler, som hendes mand har designet.
- Der findes mange dygtige kunsthåndværkere, som jeg med min kiosk gerne vil være med til at sætte spotlight på, siger Lotte.
Så kiosken rummer nu arbejder fra 12 forskellige kunsthåndværkere, der viser deres kunnen frem og sælger alt fra keramik, over custom made kjoler, strikketøj, perleblomster og forskellige former for billedkunst.
Og hver af de 12 kunsthåndværkere præsenterer sig selv og deres værker på et lille, trykt kort på et lille staffeli på hver reol.
Herunder Lotte selv.
- Jeg har lavet keramik, som en rekreativ hobby i en halv snes år hjemme hos mig selv. Nu vover jeg så at bringe mig selv og min keramik i spil i kiosken, selvom det godt nok føles en smule grænseoverskridende, smiler hun.
Ud over værkerne fra kunsthåndværkerne, gemmer reolerne på mange andre varer og små finurligheder, som broderikit, strikkede karklude i smukke farver og kurve fra Ghana lavet af genbrugsmaterialer.
Lækre chokolader, otte forskellige kaffe- og te specialiteter to go, sodavand fra Thisted Bryghus og spegepølser forædlet af Lottes og mandens eget skotske højlandskvæg, frister også i kiosken.
- Derfor kalder jeg det for en kiosk. For mig er en kiosk nemlig et sted fyldt med finurligheder, som man ikke finder andre steder, siger Lotte.
Efter åbningen af WDT Kiosk, ser hun med spændt forventning frem til modtagelsen blandt borgerne i Hurup og omegn og blandt de turister, som gæster byen.
WDT Kiosk holder den kommende tid åbent torsdag og fredag fra 11-17 og lørdag fra 9.30-12.30. Åbningstiderne ændres løbende i forhold til sæson, arrangementer og efterspørgsel.