Nu åbner SMK Thy: Uden lokal opbakning var det aldrig lykkedes
DOVERODDE: Før stod her det enorme gule pakhus og kornkammer, der vidnede om Doverodde Købmandsgårds første storhedstid, hvor handel med fodstoffer skabte vækst i det lille samfund ud til fjorden i Thy.
I 2023 begyndte det nænsomme arbejde med at pille pakhuset ned. Hver enkelt sten er taget ned, behandlet efter alle kunstens regler. Og sat tilbage igen. Dog i en anden rækkefølge.
For nu står et spritnyt pakhus, bygget af gamle mursten – stadig med rester af fortidens gule puds – og byder velkommen til en ny, moderne udgave af Statens Museums for Kunst i Thy. Og en ny storhedstid i Doverodde.
Fredag den 29. august åbner museet officielt i den nye bygning – med værker af verdenshistoriens allerstørste kunstnere under titlen ”Rejsen fra Paris”.
Direktør for Statens Museum for Kunst, Astrid la Cour glæder sig til at åbne med et brag og præsentere en udstilling i verdensklasse lige her i Thy.
- SMK Thy er en ny og utrolig vigtig del af Statens Museum for Kunst. Det er en fløj af SMK i Sølvgade, som bare er placeret her i Thy, siger hun.
Men den nye museumsfløj kan til gengæld noget helt andet og spændende, som direktøren glæder sig til at opleve. SMK i København ligger i centrum af byens larm, i en slotsagtig bygning med en storslået trappe og en kæmpe hall. I Thy er museet, på trods af den stilrene rekonstruktion af kornkammeret, mere nede på jorden. På SMK Thy kan man nemlig gå lige fra naturen og ind i kunstudstillingen med vandrestøvler på. Og det håber direktøren, at gæsterne kommer til at gøre.
- Jeg håber, vi kan lære af naturlandsbyens formidlere. Mange har måske et forbehold for at gå på kunstmuseum, fordi de kan være bange for, at kunsten ikke er for dem, siger hun og tilføjer:
- Men der er aldrig nogen, der siger ”Jeg ved ikke nok om træerne til, at jeg kan gå en tur i skoven”. Et kunstmuseum er i virkeligheden på samme måde – det er helt individuelt, hvad vi får ud af det, siger hun.
Direktør Astrid la Cour har boet i Doverodde de seneste 14 dage op til åbningen, og det har været en stor oplevelse.
- Det har været ganske fantastisk, og det, der virkelig har slået mig, er, at man tydeligt kan mærke, at der en kæmpe lokal opbakning, siger hun.
Det samme har Emilia Nykjær Isaksson mærket. Hun i dag daglig leder af SMK Thy og har været med på rejsen siden de første SMK-aktiviteter begyndte i Doverodde i 2018. Dengang boede hun i København – nu er hun rykket til Thy og har sin daglige gang i Doverodde.
- Den lokale opbakning betyder i virkeligheden alt for, at SMK Thy bliver en succes. Uden den var vi slet ikke kommet hertil, siger hun og husker tilbage til begyndelsen, hvor det hele startede med borgermøder på købmandsgården.
- Allerede dengang stod lokalsamfundet med åbne arme. Det lyder måske som floskel, men det er bare rigtigt – at folk har stået med åbne arme hele vejen igennem. Den lokale opbakning har været uden sidestykke, siger hun.
Gang på gang har Emilia Nykjær Isaksson mødt Thyboer, som har været klar til at dele egne historier om egnen og Doverodde.
- Det har været stort. Og det er fuldstændig afgørende for, at det kommer til at lykkes, siger hun.
- Jeg får faktisk gåsehud, når jeg snakker om det. Det har været en kæmpe rejse, siger hun.
Inden for i det nye pakhus er forandringens rejse også til at få øje på. Her er en af etageadskillelserne fjernet, og på førstesalen åbenbarer sig et moderne udstillingsrum med en loftshøjde på 7,5 meter.
Her hænger værkerne i åbningsudstillingen ”Rejsen fra Paris”, som kan ses frem til november 2025. Den første fulde sæson på SMK Thy åbner i påsken 2026.
På åbningsdagen er entréen gratis.