Nordjyske mødesteder får tocifret milliondonation: Her er de 29 modtagere
29 mødesteder fordelt i hele Nordjylland har modtaget i alt 13,6 millioner kroner til deling.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordea-fonden, der har uddelt støtten via en ny renoveringspulje.
I alt 1276 ansøgninger på landsplan er blevet indstillet til økonomisk støtte - og 29 nordjyske projekter er altså blevet tilgodeset.
Ét af disse projekter er Pixlart fra Østervrå i Frederikshavn Kommune.
- Vi er verdens første digitale udstillingshal. Bygningen er over 100 år gammel og ambitionen er at transformere og fony bygningen med respekt for bygningsarven, lyder det fra Tao Lytzen.
Pixlart har fået 764.100 kroner til renoveringen, der blandt andet skal sikre adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede, ligesom taget skal isoleres - og vinduerne udskiftes. Det skal sikre et bedre indeklima og reducere energiforbruget.
Hos Nordea-fonden er man glade for den store interesse.
- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber. Derfor valgte vi at øge støtten fra 75 mio. kr. til 100 mio. kr. – og samtidig har vi besluttet at genåbne Renoveringspuljen i efteråret 2025. Vi vil nemlig meget gerne kunne imødekomme flere ansøgninger, når behovet og engagementet er så stort, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Fordelt over hele landet - og i alt 65 kommuner - har 187 projekter modtaget økonomisk støtte fra Nordea-fonden.