Billede beskrivelse

Nordjyske fællesskaber kan søge om Ikea-makeover – for op til 100.000 kr.

01. marts 2026 kl. 14.02

NORDJYLLAND: Efter stor succes med Naboskab sidste år gentager IKEA Aalborg initiativet. 

Nordjyske foreninger og NGO’er kan igen søge om indretningshjælp – denne gang for en værdi op til 100.000 kr. 

Tre finalister udvælges, og kunderne i varehuset afgør, hvem der løber med makeoveren.

I november sidste år modtog Reden en gennemgribende forvandling under Naboskab-initiativet. De nye rammer har siden skabt mere ro og tryghed i hverdagen for brugerne, som har eller har haft misbrug eller prostitution tæt inde på livet.

Nu vender Naboskab tilbage til Aalborg. Fra 1. marts 2026 kan nordjyske foreninger, NGO’er og andre nonprofitorganisationer søge om indretningshjælp.

Sportsklubber, spejdere, minizooer og væresteder kan alle ansøge om en makeover af deres fysiske rammer. Ansøgningsperioden løber fra 1. marts til 15. april 2026 og skal munde ud i en konkret forbedring for ét lokalt fællesskab.

- Sidste år så vi, hvor meget det betyder, at de fysiske rammer understøtter en bedre hverdag. Det glæder os at bruge vores indretningsekspertise til gavn for lokalsamfundet, og vi opfordrer alle nordjyske fællesskaber med et projekt til at søge, siger varehuschef Kim Østergaard Nielsen.

Billede beskrivelse

Erfaringer fra sidste år

Sidste år modtog IKEA Aalborg 78 ansøgninger. Tre finalister blev udvalgt, og omkring 2.500 kunder stemte i varehuset. 

Den store interesse og positive respons har bekræftet værdien af initiativet. Derfor rulles Naboskab i år ud i alle danske IKEA-varehuse.

- Sidste år viste, hvor mange stærke fællesskaber, der findes i Nordjylland. Det er vi stolte af. Selvom Naboskab nu bliver landsdækkende, er fokus fortsat at støtte de fællesskaber, der er helt tæt på i Aalborg, siger Kim Østergaard Nielsen.

Kunderne har det sidste ord

Naboskab består af tre faser:

1. Ansøgning
Foreninger og organisationer kan indsende ansøgning via IKEA.dk fra 1. marts til 15. april 2026.

2. Udvælgelse
En Naboskab-jury med medarbejdere fra IKEA Aalborg udvælger tre finalister.

3. Afstemning
Fra 15. juni til 15. august 2026 kan kunder i varehuset læse om de tre projekter og stemme på deres favorit.

Vinderen får indretningshjælp og sparring fra IKEA Aalborgs indretningseksperter – fra planlægning af lokaler til valg af møbler, belysning og tilbehør.

- Når kunderne er med til at vælge modtageren, bliver Naboskab et fælles projekt mellem IKEA, foreningerne og lokalområdet. Der håbes på ansøgninger fra både små og større fællesskaber, som har brug for bedre rammer til deres arbejde, siger Kim Østergaard Nielsen.

Godt at vide

Hvem kan søge?

Nonprofitorganisationer, foreninger, støttegrupper og lokale initiativer i Nordjylland.

Fællesskaber, der skaber tryghed, inklusion og samvær.

Aktører med egne lokaler, hvor ny indretning kan gavne mange brugere.

Vigtige datoer

1. marts – 15. april 2026: Ansøgningsperiode

15. juni – 15. august 2026: Kundernes afstemning

Uge 45 2026: Vinderen annonceres

Ansøgning indsendes via IKEA.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste