Billede beskrivelse

Mystiske hvide klumper skyller op og forurener Thys strande

02. december 2025 kl. 12.59
Opdateret 07. december 2025 kl. 14.12

THY: Mandag blæste en frisk kuling ind over Thy fra syd-sydvest. 

Samme dag begyndte både strandgæster og strandfogeder at gøre et usædvanligt fund - store hvide klumper, og flere af dem kilo-tunge, lå spredt langs kysten dér, hvor bølgerne havde været oppe.

En af de første til at opdage fundene var Ole Vognstoft fra Hanstholm, som besøgte stranden to gange i det blæsende vejr.

- Der lå mange klumper i alle størrelser i en bræmme hele vejen langs stranden. Det burde samles op – men det er jo et sisyfosarbejde. Og måske er det kun en tiendedel af det, der er drevet i land nu, og der kan være ni gange mere ude i vandet, fortæller han. 

Billede beskrivelse

Formand for strandfogederne i Thy, Helle Pedersen fra Stenbjerg, blev hurtigt kontaktet af flere borgere. 

- Jeg har fået indmeldinger både fra Lyngby og fra Hanstholm. Så man kan godt antage, at hele den del af kysten er ramt, siger hun.

Fundene består af krøllede, hvide klumper, der minder om paraffin – et materiale, der ofte stammer fra skibe, når de renser tanke eller lastrum til havs.

Helle Pedersen tog omgående kontakt til relevante myndigheder:

- Jeg har talt med Thisted Kommunes miljøafdeling. De ville først have et overblik over omfanget - altså hvor meget der er skyllet i land, og hvor på Thys strande det ligger.

Billede beskrivelse

Men hendes forventning er tydelig: 

- Det er min klare opfattelse, at kommunen vil have det fjernet. Det vil også være det rigtige efter min mening. Vi skal ikke have store klumper af paraffin – eller hvad det nu er – liggende på strandene i Thy.

Alle strandfogeder i Thy er nu blevet orienteret og bedt om at holde øje med deres strækninger.

Der er endnu ikke foretaget analyser, men klumpernes udseende tyder ifølge både strandgæster og strandfogeder på paraffin – et voksagtigt restprodukt, der desværre med jævne mellemrum dukker op på danske strande.

Afhængigt af mængderne kan det kræve omfattende oprydning.

Danske strande er ad flere gange de senere år blevet ramt af paraffinforurening. Paraffinen, der også kan være gul, var indtil 2021 almindeligt brugt i olietankskibe til et rense tankene. I 2021 blev det ifølge “Søfart” forbudt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste