Mystik og forvirring: Lukket bro holder åbent - på et tidspunkt der ikke findes
Opdateret kl. 14:40 med svar fra Banedanmark
Et eksisterende vejarbejde på Oddesundbroen, der forbinder fastlandet med halvøen Thyholm, har skabt forvirring blandt lokalbefolkningen.
Det skriver TV Midt-Vest, der har snakket med en lokal morsingbo, der undrer sig.
For hvad betyder det, når broen har lukket mellem kl. 20 lørdag aften og kl. 6 søndag morgen - med mulighed for passage kl. 02:30 - når sommertiden samtidig sætter ind kl. 01:59?
Dermed bliver klokken nemlig aldrig 2:30 - og hvad gør man så, hvis man har planer om at skyde genvej gennem området over Oddesundbroen i stedet for at køre øst om forbi Roslev og Skive?
- Det er meget underligt. Ingen ved, hvad der sker, siger Elsemarie Rimmer til TV Midt-Vest.
TV-stationen har rakt ud til både Vejdirektoratet og Banedanmark, men har endnu ikke fået svar på, om man kan passere Oddesundbroen natten til søndag.
Ligeher.nu Thy-Mors havde før denne artikels deadline forsøgt at rette henvendelse til Banedanmark, der er ansvarlig for selve vejarbejdet på broen.
Først senere er Banedanmark vendt tilbage på henvendelsen, og fra kommunikationskonsulent Søren-Peter Fiirgaard lyder følgende svar:
- Den særlige nat, hvor vi overgår til sommertid, åbner broen for passage klokke 03:00. Informationen ligger på vores hjemmeside, men da vi godt ved, at det ikke lige er der, trafikanterne søger informationer, så overvejer vi, om vi skal skilte med det i de kommende dage også, skriver han i en mail.
Dermed skulle der altså være mulighed for passage inden for et gældende tidsrum, når sommertiden slår ind.