Morten cyklede fra København til Klitmøller: Nu udkommer film om projektet
KLITMØLLER: En "uprætentiøs kærlighedserklæring til Thy".
Så bombastisk omtaler filmskaberne Morten Bonde og Anders Højtrup den film, der netop har haft premiere i Agger Bio og H15 i København.
Filmen "Cold Hawaii - En Road Movie" følger Morten Bonde på en cykeltur fra København til Cold Hawaii Games. Det skriver Friends of Cold Hawaii i en pressemeddelelse.
- Vi ville ikke lave noget poleret eller iscenesat. Vi ville lave en film, hvor vi bare kastede os ud i det og stolede på, at magien ville opstå - for det gør den altid i Thy. Det er det eneste sted i Danmark, hvor vi tør lægge hovedet på blokken og sige: Der vil ske noget smukt og vanvittigt, fortæller Morten Bonde.
Undervejs bliver han udsat for både punktering, ødelagte droner og ømme ben - men også fantastiske oplevelser ultraløb, surfworkshops med Thilde Sofie Rasmussen og open air-yoga.
- Når man kommer herop, sker der altid et eller andet vanvittigt. Naturen heroppe er så insisterende. Du kommer ikke udenom den - uanset hvor meget københavneri du kommer med, lyder det fra Morten Bonde.