Billede beskrivelse

Morsø-samarbejde skaber praktikmuligheder i Tanzania

11. februar 2026 kl. 06.02

NYKØBING: Morsø U-Landsforening, som siden maj 1983 har stået bag projekter og udvekslingsbesøg i venskabsbyen Bukoba i Tanzania, udvider nu indsatsen.

Gennem årene er der blandt andet sendt adskillige 20- og 40-fods containere med dansk hospitals- og skoleudstyr til institutioner i området.

I 2024 blev et nyt kapitel indledt gennem et samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Thisted, Skive og Viborg samt Evangelical Lutheran Church of Tanzania Northwestern Diocese. 

Dette samarbejde giver social- og sundhedsassistent-elever mulighed for at gennemføre et fire ugers praktik-ophold på kirkens klinikker, hospitaler og plejehjem i Bukoba.

Udvælgelsen af praktiksteder fandt sted i maj 2024, hvor ledelsen fra SOSU-skolen og medlemmer af Morsø U-Landsforening besøgte Bukoba. 

Det første elevhold - herunder Madalina Prisecaru - gennemførte praktikophold i november og december 2024. 

Madalina har siden engageret sig i oplysningsarbejde omkring projektet og bidraget med en positiv artikel i foreningens medlemsblad Twiga Time (juli 2025).

Under opholdet deltog eleverne også i udpakning og fordeling af hospitalsudstyr fra en 40-fods container, sendt i september 2024. Denne indsats blev støttet med cirka 330.000 kr. fra Globus Fonden, som administrerer Danida-midler.

Foreningen arbejder i øjeblikket på en ny ansøgning til Globus Fonden med henblik på endnu en containerforsendelse og et opfølgende besøg i Bukoba.

Denne gang er fokus på at afdække mulighederne for, at også pædagogiske assistentelever kan få praktikplads i området. 

Turen planlægges i samarbejde med ledelsen fra den nu omdøbte VEVO - Skolen for Velfærd og Voksenuddannelse samt bestyrelsesmedlemmer fra Morsø U-Landsforening.

Besøget bliver åbent for andre interesserede, der ønsker at opleve venskabsbyen og få indblik i de mange projekter på skoler, klinikker, hospitaler og et miljøprojekt i samarbejde med lokale kvinde- og ungdomsgrupper.

Desuden er der det seneste år etableret kontakt med tandlægestuderende fra Aarhus med henblik på studiepraktik og undervisning i tandhygiejne i Bukoba.

Fire studerende gennemførte et ophold i august 2025, og yderligere seks tandlægestuderende og tre tandplejerstuderende planlægger praktikophold i juli og august 2026.

Morsø U-Landsforening fortsætter dermed sit omfattende og inkluderende arbejde for at styrke udvikling og samarbejde mellem Danmark og Tanzania.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste