Billede beskrivelse

Morsø Landbrugsskole fejrede 40-års jubilæum med manér

10. maj 2025 kl. 14.02

NYKØBING MORS: Fredag dannede Morsø Landbrugsskole rammen om en festlig fejring af sit 40-års jubilæum. Et arrangement, der tiltrak besøgende fra både nær og fjern. Skolens lange historie med faglighed, fællesskab og forandring blev markeret med taler, rundvisninger og festlige indslag.

Det var Nordic Food College, som Morsø Landbrugsskole i dag er en del af, der lagde lokaler og arealer til markeringen. Dagen blev præget af gensynsglæde blandt tidligere elever, medarbejdere og samarbejdspartnere, flere af dem med rødder helt tilbage til skolens begyndelse.

Jubilæet blev indledt med taler af borgmester Hans Ejner Bertelsen og forstander Jonas Lundgren Korsgaard. Sidstnævnte fortalte om skolens rejse fra vision på en bar mark til en moderne uddannelsesinstitution med fokus på både landbrug og fødevarer.

Billede beskrivelse

– Da Nordic Food College blev grundlagt, var tanken helhedsorienteret: Bæredygtighed, sammenhæng mellem produktion og forædling samt en innovativ tilgang. Det, der dengang blev skabt, matcher i dag mange af ambitionerne i den grønne omstilling, udtalte forstanderen blandt andet.

Efterfølgende kunne gæsterne udforske skolens faciliteter – enten på egen hånd eller i selskab med nuværende elever, der guidede rundt i bygninger, stalde og på marker. 

Et af højdepunkterne var skolens nye vægdekoration: En tidslinje, der præsenterer centrale milepæle som etableringen af skolelandbruget i 1996, fusionen med EUC Nordvest og oprettelsen af Nordic Food College.

Som traditionen byder, stod Culinary-eleverne for den kulinariske oplevelse med hjemmelavede pølser fra grillen og særligt fremstillede jubilæumskager. 

Om aftenen fortsatte fejringen med en stor jubilæumsfest for over 150 tidligere og nuværende elever og ansatte. Menuen bød på helstegt pattegris, dessert skabt af Culinary-eleverne og livemusik fra bandet 'Række 2 ½'.

– Stemningen var i top fra start til slut, og både minder og røverhistorier blev delt i stor stil. Fejringen blev resultatet af mange ugers forberedelse fra medarbejdere og elever, der sammen havde skabt en uforglemmelig dag, udtalte Jonas Lundgren Korsgaard afslutningsvis.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste